I året 1086 er Kong Knud endnu ikke slået til helgen. Han søgte på flere måder at udvide kongemagten, ved at overtage alt det, som ingen ejede, – skovene og havet, hvor han opkrævede skatter. Han var både grådig og krigerisk, og da han var utilfreds med, at vendelboerne havde forladt hans flåde i Limfjorden til et planlagt krigstogt mod England, drog han til Vendsyssel sammen med sin broder Benedikt for at opkræve bøder. 

Men det ville vendelboerne ikke finde sig i, så de gjorde oprør og jagede kongen væk fra det nordjyske. De forfulgte ham ned gennem Jylland, og undervejs fik de hjælp fra andre utilfredse bønder. Da kongen var nået til Slesvig by, lykkedes det for ham og Benedikt at blive sejlet over til Fyn. 

På Fyn fik de bønderne fra Vends Herred (Vestfyn) til at transportere dem frem til herredskellet til Odense Herred ved landevejen mellem Vissenbjerg og Gribsvad. Her holdt de pause og ventede på videre transport med hjælp fra bønderne fra Odense Herred. På stedet var der et par store sten, som markerede herredsskellet, og Kong Knud satte sig på den ene, og hans tro væbner på den anden. Stenen er stoleformet, og H. C. Andersen skrev i sin tid, ”at stenen var blødere end hans fjenders hjerter” som forklaring på, at stenen formede sig efter kongen og har udseende som en stol. Da Kong Knud nåede Odense, flygtede han ind i Skt. Albani Kirke, hvor det lykkedes forfølgerne at ramme ham med et spyd gennem vinduet, mens han bad knælende foran alteret. 

Han udåndede liggende i kirken, ligesom broderen Benedikt også blev myrdet. Efterfølgende blev Knud slået til helgen for sin støtte til kirken og fik sit sidste hvilested i Skt. Knuds Kirke, hvor hans skelet kan ses i helgenskrinet under krypten.

Stenen i Assenbølle havde langt op i tiden tilknytning til kongerejser, hvor bønderne fra de to herreder afløste hinanden med kørsel for kongen, når lensmanden befalede det. Da kong Frederik den 5. engang skulle rejse forbi, lod konferensråd Simonsen på Erholm pladsen bestrø med blomster.

I middelalderen valfartede folk til stedet, og det blev en tradition, at vejfarende kastede en lille sten på stedet for at sikre sig mod den skæbne, der overgik Kong Knud. I 1887 blev stedet fredet, og Vissenbjerg Kommune blev pålagt at vedligeholde det.

Vissenbjerg 

Lokalhistoriske Arkiv

John Jakobsen