I Koelbjergmandens fodspor
Andebølle
16. august 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Nordens ældste skeletfund – Koelbjergmanden – blev fundet i en mose nord for Vissenbjerg. Og det har man gjort et nummer ud af i Andebølle, hvor vi starter denne tur ud i sommerlandskabet.
Andebølle ligger lidt afsides i Assens Kommune. Ikke mindst lige for tiden, hvor store gravemaskiner er i færd med at ændre landskabet for at skabe plads til den nye jernbane over Vestfyn, og den direkte adgang via Gadsbølle ad Gadsbøllevej eller via Grøftebjergvej var spærret, da vi i forsommeren begav os ud på turen. I skrivende stund er Grøftebjergvej genåbnet.
Andebølle er nok et sted de færreste kommer, hvis de ikke har et ærinde. Men den er et besøg værd. Kan man lide at bevæge sig rundt i omgivelserne og lære mere af kommunen at kende – og det er formålet med denne artikelserie – så er der mulighed for at vælge en af tre afmærkede vandreruter i området.
Ruterne er henholdsvis 4,1, 5,7 og 7,2 kilometer lange. Vi parkerede ved ASIM, med det mere forklarende navn Andebølle Samlings- og Informationsplads om Maglemosekulturen. Det lyder måske umiddelbart lidt tørt, men udover masser af information om Koelbjergmanden og den tid, han levede i, er det er også en fantastisk legeplads, der sender børn og barnlige sjæle tilbage til Maglemosekulturen 8000 år før vor tidsregning, da Koelbjergmanden levede og døde. Her kan børnene svømme med fisk, tage en ridetur på uroksen, hilse på bjørne og vildsvin og kravle ind i rævegraven. Altsammen skabt i træ af træskulptør Allan Bo Jensen.
Pladsen er omgivet af en beplantning, svarende til den, man ville have mødt, da Koelbjergmanden vandrede rundt i området.
Inspireret af fortællingen om nordens ældste skeletfund valgte vi den mellemlange rute, der skulle føre os forbi moser, søer og vandløb og byde på flotte udsigter – og måske stedet hvor Koelbjergmanden blev fundet – troede vi.
Det skal straks indrømmes, at vi på forhånd ikke fik orienteret os ordentligt på kortet, der viste, at fundstedet var en mose på Grøftebjergvej syd for motorvejen, og Andebølle ligger jo nord for denne.
Men det forhindrede os ikke i undervejs at forestille os Koelbjergmanden og hans samtidige bevæge sig rundt i landskabet, måske havde han også besøgt de andre vandhuller, vi så undervejs.
Hele ruten forløber på asfaltveje – lidt trivielt i længden for den, der kan lide at færdes i naturen og mærke den under fødderne, men til gengæld velegnet til en familieudflugt med mulighed for at transportere de yngste i barne- eller klapvogn i modsætning til den kortere skovrute, hvor det ikke er muligt.
Turen starter ad Andebøllevej, hvor der denne dag er hejst flag over en kilomterlang strækning. I landsbyen er der nemlig mulighed for at låne flagene, når man har noget at fejre. Andebøllevej er meget lang, og før vi er ude af landsbyen passerer vi det gamle mejeri Constantia, forsamlingshuset, og vi kommer til endnu en plads, hvor man kan dvæle lidt. Midt på denne omgivet af beplantning står “Ahornfrøet”, en jernskulptur af russiske Sergey Karey, en af de seks kunstnere fra forskellige lande, der deltog i Assens Kunstråds Skulptursymposium i 2015. Efterfølgende blev de seks kunstværker, der kom ud af det, fordelt rundt omkring i kommunen, og dette tilfaldt altså Andebølle.
Vi forlader landsbyen ad Trekanten og følger denne, til vi møder Roldvej.
På denne grønneste tid af året er det smukt at skue ud over dyrkede marker, enge og blomstrende grøftekanter, og skråninger med skovbevoksning.
Vi følger Roldvej til vi når Luhøjvej, som, synes vi, fører os lige lovlig tæt på motorvejen, hvor fuglesangen på denne solbeskinnede forsommerdag overdøves af motorstøj, og landskabet er forvandlet af store gravemaskiner og kubikmetervis af grus. Det sidste tænkte man næppe på, da ruten i sin tid blev planlagt.
Da vi støder på Gadsbøllevej, drejer vi til venstre ad denne, og føres tilbage til vores udgangspunkt. Her er det, vi lige tager et ekstra kik på kortet, og beslutter ikke at tage hjem, før vi har set stedet, hvor Koelbjergmanden blev fundet. Men den tur tager vi altså i bil.







