Andebølle Forsamlingshus skal være hele områdets fælleshus

Andebølle

2. maj 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Der er røre i andedammen på den gode måde. En gruppe af samme navn – Røre i Andedammen – er oprettet for at hjælpe bestyrelsen for det lukningstruede forsamlingshus til nyt liv. Huset skal transformeres fra at være et sted, hvor folk fra nær og fjern kom og holdt deres fester – og dem blev der færre og færre af – til et samlingspunkt for Andebølle og omegn med plads til fællesskab, fællesspisning og fællesleg, og der er allerede gang i projektet.

Derfor inviterer Røre i Andedammen og bestyrelsen til åben café på torsdag, 1. maj klokken 16.30. Her vil de nuværende arbejdsgrupper vise og fortælle, hvad der rører sig. Man er velkommen til at bidrage med flere idéer og ikke mindst til at engagere sig i den kommende udvikling af huset.

– Vi var lukningstruet på grund af mangel på udlejning. Vi havde kun fem udlejninger i kalenderen og der var ikke rigtig andre, der gad bidrage til vedligeholdelsen. Der var ikke rigtig lokalt islæt. Sådan beskriver forsamlingshusets formand Peter Poulsen kort situationen forud for de nye tiltag. 

For nu sker der noget.

– Nu forsøger vi med et fælleshus. Vi har købt nabogrunden, som er en kuperet naturgrund, og lokale ildsjæle har skaffet medier til bålhytte, shelters og en handicapvenlig gangbro, så man kan komme ud i vådområdet og nyde naturen. Vi er også ved at søge penge til et nyt jordvarmeanlæg i stedet for det luft til luft anlæg, vi har i øjeblikket, som er dyrt i strøm, fortæller Peter Jacobsen.

Han fornemmer en helt ny energi omkring huset med Røre i Andedammen og en helt ny bestyrelse.

– Men det er ikke kun os, der skal have det op at stå. Vi skal have brugere med. Det skal være et sted, hvor man også mødes spontant. Hvor man efter at have rundsendt en mail, mødes til en kop kaffe, men selvfølgelig skal det også fortsat kunne bruges til fester, banko og andet, siger han.

Der indføres også et nyt nøglemedlemsskab, så medlemmer kan bruge huset til en fest eller to om året, og hvis de spontant får en ide til at samles omkring et eller andet.

– Vi skal ikke have overskud. Det skal bare løbe rundt, siger formanden.

Til arrangementet 1. maj bydes der på lidt at spise og drikke, der vil være konkurrence om et nyt navn til huset og en hoppeborg til børnene.

Har man ikke mulighed for at komme, er man altid velkommen til at kontakte bestyrelsen.

Del denne historie på: