Andebølle Forsamlingshus byder på en aften med Kim Larsen-sange
Andebølle
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Der er Kim Larsen på programmet, når Andebølle Forsamlingshus fredag 8. september byder indenfor til en aften i selskab med Anders Munch fra bandet Munch og Broderskalbet.
Anders Munch har turneret landet rundt med sit Kim Larsen og Gasolin show siden 1995, og 8. september klokken 20 er det altså Andebølle, der står for tur.
– Det bliver en festlig, forrygende og fortryllende aften med masser af god musik for flere generationer, og så støtter man samtidig udsatte børn, unge og voksne samt ensomme ældre, siger Dorthe K. Jørgensen, der er medlem af forsamlingshusets bestyrelse.
Anders Munch har besluttet at give 10 procent af sit honorar til ovennævnte gruppe.
– i vores familie er der også en virkelighed med psykisk sårbarhed omkring unge, diagnose og systemet, og derfor ligger det mig meget på sinde at få rettet fokus mod dette. Vi skal hjælpe hinanden, siger Anders Munch i en pressemeddelelse.
– Jeg er ret sikker på, at publikum med garanti har deres helt egen Kim Larsen favoritsang. En sang, der giver minder om ungdommen, kærligheden, sangen der blev præsenteret for ens børn, minder om de kære, der ikke er her mere. Kim Larsen kunne noget helt enestående. Han kunne samle dig og mig, hans fantastiske sange skabte fællesskab og mangfoldighed. Hvor han befandt sig, var der plads til alle.
– Jeg vil gerne bidrage og støtte op om dem, der har det svært, siger han endvidere.
Turneen er arrangeret i samarbejde med foreningen Bord & Stol, der har til formål at bekæmpe ensomhed blandt ældre og gøre det nemmere at være udsatte børn og unge.
Billetter à 100 kroner bestilles ved sms til 28 76 54 39, og det er en god idé at være hurtig, hvis man vil være sikker på at komme med, for der er et begrænset antal pladser, gør Dorthe K. Jørgensen opmærksom på. Dørene åbnes klokken 19, og der vil være mulighed for at købe vin, øl, vand og kaffe i løbet af aftenen.