Har du overvejet, hvor og hvordan du vil bo i fremtiden?

Agernæs

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Assens Kommune inviterer til temadag 4. juni om fremtidens boformer i den tredje alder.

Hvordan drømmer du om at bo i den tredje alder. Vil du flytte i noget mindre, tættere på dine børn i storbyen, vil du flytte i seniorbofællesskab eller måske i et blandet bofællesskab, eller vil du blive boende så længe, du kan i huset, hvor familielivet engang udfoldede sig.

Hvordan ser udviklingstendenserne ud såvel i forhold til fremtidens boligformer, som befolkningssammensætningen.

Assens Kommune vil gerne have, at de ældre borgere bliver boende, også når parcelhuset er blevet for stort, og de derfor søger mod noget mindre. Men hvilke tendenser viser boligudviklingen, og hvilke forventninger har borgerne til fremtidens boligudbud.

Det er nogle af de ting, som Social- og Ældreudvalget og Ældrerådet er gået sammen om at få belyst på en temadag, hvor også interesserede borgerne er velkomne til at deltage tirsdag 4. juni.

Temadagen afholdes på Gl. Avernæs klokken 13-17.

Der bliver færre yngre, færre børn og flere ældre i fremtidens Danmark, og med det vil også efterspørgslen på boliger ændre sig.

• Hvis vi ser på den tredje alder. Dem der er stoppet med at arbejde, børnene er flyttet hjemmefra, men man kan stadig klare sig selv. Der tror vi, der er et behov for, at man gerne vil have noget mindre. Og så er der den fjerde alder, hvor man blive behandlingskrævende, men ikke nødvendigvis skal på plejehjem, som kun bliver aktuelt for tre procent af os, siger social- og ældrerådsformand Poul-Erik Svendsen.

Det er de grupper, temadagen fokuserer på. To forskellige oplægsholdere, by- og udviklingschef i Domea Mette Mogensen og direktør i Boligøkonomisk Videnscenter Curt Liliegreen vil begge komme med bud på boligbehovene i fremtiden.

• Der er behov for at få en diskussion om, hvilke boliger, der skal være, og der tror jeg, der skal være en større fleksibilitet, end jeg ser her og nu, og måske mangler der noget for dem, der har behov for hjælp, siger Poul-Erik Svendsen.

• Personligt mener jeg, vi i Assens Kommune er udfordrede. De helt unge søger mod byerne for at uddanne sig, men kan vi få nogle af dem tilbage, når de er 35 og har fået børn – måske. Jeg mener, vi skal tænke strategisk i at dem med god økonomi, gode pensioner bliver boende, og hvad vi kan gøre for at holde fast på dem, siger han.

Efter temadagen, som alle kan melde sig til til og med 29. maj, vil politikerne tage en diskussion med ældrerådet og gå videre med det, der eventuelt skal løftes politisk, siger han.

• Men der skal også være investorer, der kan se en mening med det, understreger Poul-Erik Svendsen.

Del denne historie på: