17.000 ørredbørn sat ud i to åer
Aa/Aborg
19. april 2026
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
I mere end 35 år har de 10 fynske kommuner samarbejdet om at styrke havørredfiskeriet på Fyn og øerne. Det sker blandt andet ved hvert år at udsætte yngel af havørred, såkaldt smolt i vandløbene.
Tirsdag 7. april var Havørred Fyn således på arbejde i Assens Kommune, hvor der blev udsat i alt 17.000 ørreder fordelt på Aa Å og Puge Mølle Å.
Fiskene er opdrættet hos Fyns Laksefisk, hvor ørredyngelen vokser op i halvandet år, før den er klar til at blive sat ud som stolt og fortsætte livscyklussen i naturen.
Fiskene stammer fra fynske havørreder. Hvert år indsamles moderfisk i udvalgte vandløb med hjælp fra frivillige. Deres æg og sæd bruges til at opdrætte nye fisk hos Fyns Laksefisk.
Smoltvagter
I den første tid efter udsætningen opholder smolten sig i områderne nær vandløbenes mundinger, der hvor ferskvand og saltvand mødes. Her vænner de sig gradvist til livet i havet. Og i denne overgangsone er de også særligt udsatte for rovdyr som måger og skarver. Derfor er det nødvendigt at have smoltvagter ved udsætningsstederne, der kan holde fugle på afstand for at give smolten en bedre start på det “vilde liv”. Smoltvagternerne passer således på de små fisk de først tre dage efter udsætningen.
Nu er det ikke bare for fiskenes egen skyld, at de slippes løs. Havørreder er nogle af de mest eftertragtede fisk i danske farvande, og derfor spiller indsatsen for at holde bestanden ved lige også en vigtig rolle for fisketurismen. Fyn og Øerne er i dag en af Europas mest kendte destinationer for kystfiskeri efter havørred.


