Vil du være med til at skabe et cykeleventyr på Holmely?

Aarup

20. maj 2022

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Cykling uden alder har længe været til stede i Vissenbjerg. Nu får også beboere på Holmely i Aarup mulighed for en cykeltur i deres lokalområde – hvis der er frivillige til at træde pedalerne.

Cykling uden alder er et initiativ, der giver ældre mennesker, der ikke længere er så mobile, mulighed for at komme ud, få luft i håret og gense nogle af de steder, hvor de tidligere færdedes på egen hånd. Det var Else Marie Christensen, der tog initiativ til det i Vissenbjerg for et par år siden. Nu er hun aktivitetsmedarbejder på Holmely i Aarup, hvor hun har fået leder Annemarie Havnstrups opbakning til at udvide til Aarup.

På Holmely har de været heldige, at en arv doneret af en beboer har gjort det muligt at købe to rickshawcykler, så beboerne kan komme på tur med en pilot, der sørger for at træde pedalerne.

I denne uge bliver personalet på Holmely lært op i brugen af cyklerne, og hvordan Cykling uden alder fungerer.

Kom og prøv en cykel

Kunne nogle blandt læserne tænke sig at blive cykelpiloter, er der mulighed for at prøve rickshawcyklerne  ved et arrangement på Holmely mandag 23. maj klokken 15.30.

 – Det kræver kun, at du har lyst til at gøre nogle gode ting i dit område, og at du kan cykle. På selve dagen er der mulighed for oplæring og træning, så man kan mærke, om det er noget, man har lyst til at gå videre med, siger Søren Steffensen, leder af Cykling uden alder Danmark, i en pressemeddelelse.

Han vil selv sammen med Else Marie Christensen holde en kort introduktion til Cykling uden alder, og hvordan det kommer til at fungere på Holmely. Herefter kan man prøve cyklerne enten som passager eller pilot. Holmely byder på kaffe og hjemmebag.

Del denne historie på: