Vil du spille krolf? Så skal ben- og snakketøjet være i orden
Skydebjerg Krolfklub åbner sæsonen 6. april
Skydebjerg Krolfklub – som trods navnet – folder sig up på plænen ved siden af Aarup Tennisklubs hule på Stadionvej 1 i Aarup, åbner sæsonen tirsdag 6. april klokken 14.
Spillerne dyster hver tirsdag og torsdag klokken 14-16 samt fra 1. maj også klokken 19-21.
Hvem, der spiller mod hvem, afgøres ved lodtrækning, som foretages inden spillet begynder, så derfor skal spillerne møde op lidt før ovennævnte tidspunkter.
Det er i øvrigt helt op til spillerne på hvilke dage og hvilke tidspunkter, de vil hengive sig til det ædle krolfspil.
Nye spillere er velkomne
Bestyrelsen for krolfklubben skriver i en mail til redaktionen, at alle er velkomne, men det er nu en sandhed med modifikationer. Faktisk skal man kunne nikke ja til at have et godt bentøj og et lige så godt snakketøj.
Ydermere skal man have både mundbind og et godt humør med, når man tropper op. Klubben har håndsprit.
Nye spillere kan prøve krolfsporten af et par gange, inden de melder sig ind i klubben. Videre kan de låne både kugler og køller.
Ønsker man at blive en del af klubben, koster det 300 kontingentkroner, som dækker en hel sæson.
Kassereren vil på åbningsdagen tage imod kontingentindbetalinger fra klokken 13.30.