Venskab og spilleglæde

Aarup

24. marts 2022

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Mynsterland giver koncert på Industrien i Aarup lørdag 26. marts, beskrives

Mynsterland er mønsterbrydere på den danske musikscene: De vil bevise at popmusik ikke behøves at laves af én mand på en computer, men derimod har bedre af at blive lavet i fællesskab med akustiske instrumenter mellem hænderne. Sådan skriver Musik på Industrien en pressemeddelelse.

De 12 unge musikere mødtes første gang i 2011 på Syddansk Folkemusik Talentskole, hvor de bl.a. fik undervisning af Harald Haugaard. Han tændte en ild i dem, som stadig brænder så stærkt, at de til trods for nu både at bo i øst og vest, og studerer alt fra musik til medicin, holder fast i hinanden.

Orkestret lader sig inspirere af den danske folkemusiktradition og balancerer elegant på skuldrene af 300 års musikhistorie, hvilket giver deres nutidige ørehængere en tyngde og en forbindelse med det universelt menneskelige.

 Bandet består af nogle af de mest lovende og talentfulde unge musikere og komponister på folkemusikscenen i dag. Moderne og samtidig nordisk folkemusik er nøgleordene for deres repertoire, der primært består af originale kompositioner.

Mynsterland har en bragende sceneenergi, medrivende udstråling, og passion for at lave musik, der kommer alle ved.  Akustisk folkemusik har aldrig lydt smukkere før.

”Musik På Industrien” i Aarup har valgt at lave dette som en ”Råstof-koncert”. Det betyder, at du kan få billet til kun 150 kr. Hvis du er medlem af Råstof er prisen endda kun 125 kr. Det betyder endvidere, at du kan købe koncerten som en del af Råstofpakken. Det er i alt tre koncerter for kun 300 for medlemmer og 375 for ikke-medlemmer.

De øvrige koncerter i pakken er ”Baby Did a Bad Thing”, et spændende americana band der giver koncert den 22. april. Den tredje koncert er Chasing Grace, den 7. maj. Koncerten var oprindelig annonceret i februar men måtte flyttes på grund af, ja du har sikkert selv gættet det, Corona.  

Læs og hør mere om de enkelte koncerter på ”Musik På Industriens” hjemmeside: mpia.dk. Her kan du også købe Råstofpakken og melde dig ind i Råstof

Del denne historie på: