Værd at vente på: Miriam Mandipira endelig til Industrien

Aarup

3. marts 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Når Miriam Mandipira går på scenen, bliver man ramt – ikke bare af stemmen, men af den sjæl og varme, hun fylder rummet med. Hun kaldes af mange for en af Danmarks største stemmer, og sammen med The Soul Family skaber hun koncerter, hvor nærvær og energi går hånd i hånd. Musik På Industrien er oppe på den høje klinge, når det gælder koncerten lørdag 7. marts klokken 20. 

Denne aften kan publikum i Aarup opleve hende live i Kulturhuset Industrien, når Musik På Industrien inviterer til en aften med soul, blues og gospel helt tæt på. I virkeligheden skulle Miriam have trykket den af på Industrien i oktober 2020, men den koncert blev udskudt. 

Miriam Mandipira er født i Zimbabwe og voksede op med ørerne klistret til radioen. Hun har sunget, så længe hun kan huske – fra de første fællessange i skolen til scener i både Afrika og Danmark. Siden hun flyttede hertil i 2007, har hun sat markant aftryk på den danske musikscene. Hun har blandt andet optrådt med DR Big Band og Tivolis Big Band og blev i 2016 kåret som Årets Danske Bluesnavn ved Copenhagen Blues Festival.

Men ifølge hende selv handler det ikke om stemmen.

– Det er ikke mig, det handler om, når jeg synger. Jeg er bare instrumentet. Når jeg står på scenen med mit band, synger jeg fra et sted, der ikke handler om regler og teknik, men om følelser, har hun tidligere fortalt.

Netop den tilgang præger også albummet NDIWE, der betyder ”du er mit hjertes udkårne”. Kærligheden er omdrejningspunktet – og den samme varme og begejstring for musikken oplever man, når Miriam & The Soul Family går på scenen.

Læs mere om koncerten, se videoklip og køb billet på mpia.dk. 

Del denne historie på: