Usikkert om aktiviteter kan fortsætte, når Aaruphallen overgår til Assens Kommune
Søren Thomsen (K), der er formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget, ved ikke, hvad der konkret vil ske med de aktiviteter, der foregår i Aaruphallen, når den til 1. januar overgår til kommunalt eje, efter at bestyrelsen for hallen – i praksis Aktive Ældre i Aarup – har overdraget hallen til Assens Kommune, som den gjorde den 23. september.
Den konservative udvalgsformand ved heller ikke, hvad der skal ske med hallen.
– Det er altid trist, når en gruppe frivillige kaster håndklædet i ringen, men så må vi som kommune træde til. Det så vi for nylig med skinnecyklingen, hvor frivillige ikke magtede opgaven. Og det vil også ske her.
Med henvisning til, at opsigelsen er af ganske ny dato, har udvalget i Assens Kommune ikke haft mulighed for at drøfte situationen, men det vil ske siger Søren Thomsen, der ikke vil udelukke at Aarup Fritidscenter kan få en rolle fremover.
– Er det ikke reelt, at Aaruphallen står overfor store udgifter – penge, som den ikke har – til fjernvarme, kloakseparering og reparation af taget?
– Da udvalget for et par måneder siden fik en rundvisning i Aaruphallen og en drøftelse med bestyrelsen, fortalte den, at den havde indgået en kontrakt på 250.000 kroner med Assens Fjernvarme. Her må jeg sige, at så mange penge kan udvalget ikke bare finde. Vi har slet ikke midlerne, siger Søren Thomsen.
Halbestyrelsen skriver i sin opsigelse, bl.a. at den efter forgæves drøftelser med Assens Kommune i 2015/16, 2019-2020 genoptog dialogen med Assens Kommune i 2024. Da bestyrelsen ikke finder, at den har fået afklaret spørgsmålet om økonomi, overlader den hermed hallen til Assens Kommune.
– Vi har hørt, at kommunen ikke mener at kunne undvære Aaruphallen, så vi håber at Aktive Ældre kan få mulighed for at leje sig ind mandag formiddag, sådan at de ca. 100 brugere fortsat kan dyrke gymnastik og spille kort med videre, fortæller Bjarne Munk fra Aaruphallens bestyrelse.
Brugere af Aaruphallen: Løbende hen over året:
Aarup Pensionistforening
Aarup Boldklub
Orte GF
Kerte GF
Aarup Billardklub
Aktive Ældre i Aarup.
Enkeltstående aftaler i 2026
20. januar: Musik Ældre Sagen
3.-4. februar: Højskoledage Ældre Sagen
24.-29. februar: Koncert med Kandis – Hotel Aarup Kro
18.-19. april: Frøcup
25. april: Skandinavisk Bryggerisouvenir Samlerforening
2. maj: Konfirmation
30.-31. maj: Familetræf
14. juni: Aarup Motionsklub
Desuden enkelte aftaler i 2027 og 2028.


