Trods kulde og blæst: 194 til Julemærkemarch i Aarup
Der var fin tilslutning, så det foreløbige resultat er på 194 tilmeldte, fortalte Winnie Damgaard fra julemærkegruppen i Aarup om søndagens julemærkemarch med start og mål ved Sanggaards Plads i Aarup.
Blæsten var strid og kulden bed søndag formiddag. Men det var der råd for.
Der var god gang i gløgg og æbleskiver efterhånden, som de forfrosne dukkede op efter turen, siger Winnie Damgaard, der sender en venlig tanke til marchens trofaste sponsorer, der donerede æbleskiver, gløgg og kakao, som deltes ud på ruten.
– Og så er der også grund til at takke alle de aktive på dagen, der gjorde det hele muligt. I år var det især Aarup løbeklub, vi sender varme tanker til, for det var koldt at stå vagt på ruten.
– Med den flotte opbakning er vi helt sikkert på pletten igen i 2022, hvor det er søndag den 4. december, vi skal ud at gå, fortæller Winnie Damgaard.