Tag med Industriens Foredragsforening til Grønland
Ny – coronasikker – sæson åbner 1. september
Puha for en tid vi har gennemlevet – og så er den slet ikke slut endnu. Vi håber og satser dog på, at vi igen kan begynde at holde foredrag, når sommeren er ved at blive afløst af eftersommer. Det skriver Industriens Foredragsforening i en pressemeddelelse.
Den nye sæsons åbner 1. september med et besøg af Claus Møller, der har boet og arbejdet på Grønland.
Det vil han fortælle om.
I får lige en smagsprøve:
Tag med på en fantastisk rejse i Grønland, fra Disko til Qaanaaq og fra Østkysten til Nuuk, når jeg holder foredrag om mine år i Grønland og læser digte op fra min bog Tumit – Spor i mig af Grønland.
Jeg har boet med min familie og arbejdet som lærer mange år i Grønland. For et par år siden udgav jeg digtsamlingen Tumit – Spor i mig af Grønland med indtryk og oplevelser fra årene nordpå. I mit foredrag fortæller jeg historierne bag digtene og læser nogle af dem op. Jeg vil også vise billeder fra Grønland, især de smukke akvareller, som Jette Jørgensen har malet til bogen, men også nogle af mine egne fotos.
Det bliver både livsbekræftende og tankevækkende, når jeg beretter om personlige oplevelser, om stederne, naturen, menneskene og den grønlandske kultur.