Syren, Hawaii, Undulat

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Vestfyns Teater præsenterer monolog om demens på Kulturhuset Industrien 10. februar

Vestfyns Teaters næste forestilling på Industrien i Aarup hører under kategorien ej blot til lyst, men som anmelder Trine Wøldiche skrev i en af flere femstjernede anmeldelser af forestillingen: Til trods for det alvorstunge emne må vi blandt publikum gentagne gange trække på smilebåndet over det absurde i hele fortællingen – og over den underholdende måde, det hele formidles på.

Forestillingen Syren, Hawaii, Undulat, der rammer lige ind i mange menneskers dagligdag, opføres på Industrien fredag 10. februar klokken 20. 

Sophie Villsen, der stod bag stykket på Kolding Egnsteater, introducerer forestillingen for publikum – en forestilling om det at være pårørende til en dement.

Judy er kvinde, søster, hustru, mor og datter. Hun er hårdtarbejdende men har styr på livet. Hun har et komplekst forhold til sin far, der har stor betydning for hende – på både godt og ondt. Så da hendes far bliver dement, står hun tilbage med en masse følelser, som skal placeres. 

En monolog med både musik og fysik – om fortvivlelse, kærlighed, klichéer og sorg. En poetisk og nogle gange humoristisk tekst fortalt gennem Judys tanker og følelser om at være pårørende. En forestilling om den sorg, man kan føle over at være pårørende, og den (måske syndige) lettelse, man kan føle over, at én, man elsker, går bort og får fred. 

Om Judys og hendes fars liv, der snor sig ind og ud af hinanden. Om at stå tilbage med et ansvar for den, der før havde ansvaret, og om alle de følelser og tanker dette ansvar fremkalder.

Så hvad enten du er pårørende til eller arbejder professionelt med demente…

– Det er skuespilleren Kimmie Liv Sennova, der leverer den imponerende præstation, siger Bent Damsbo, der er formand for Vestfyns Teater. 

Billetter kan som altid købes via vestfynsteater.dk eller tlf. 30 28 29 65

Del denne historie på: