Stort behov for lagerplads:

Aarup

17. marts 2022

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Yderligere seks haller er måske på vej i Taarupparken

Der er budt til sent rejsegilde i Taarupparken fredag 18. marts, hvor tømrermester Tim Gørtz i samarbejde med Morten Rasmussen, direktør hos Scankab Cables, er i færd med at opføre fire store haller beregnet til lager og lettere erhverv.

– Det skulle jo også være lidt rart at stå derude, siger Tim Gørtz om rejsegildet på et fremskredent tidspunkt, hvor tagpladerne er lagt på, og et par gulve er støbt.

Hallerne har i øvrigt vakt interesse både i og uden for Aarup, så anpartsselskabet Depot-It ApS, som makkerparret Gørtz og Rasmussen kalder deres selskab, har forhørt sig hos Assens Kommune om muligheden for at bygge yderligere seks haller på området, der ellers har ligget øde hen, siden det blev udlagt som erhvervsområde i 2004.

Seks nye haller kræver imidlertid, nye vejanlæg i Taarupparken, der skal forsynes med en sidevej, og det skal lige en tur omkring Økonomiudvalget sidst på måneden, før der eventuelt kan gives grønt lys for det.

– Hvis vi ikke kan få lavet den vej, kan vi ikke bygge, konstaterer Tim Gørtz

Tim Gørtz fortæller, at der i forhold til de nye haller er flere store spillere på banen – også udefra. Det er især lagerplads, der efterspørges.

Derfor vil han også til at begynde med måske udleje den hal, han ellers selv skulle have, til anden side, da der er nogle, der står og tipper for at komme til.

Ud over, at også Hofstra og Wagner Design, der producerer blandt andet borde af kabeltromler, rykker ind i en anden af de fire snart færdige haller, kan Tim Gørtz endnu ikke løfte sløret for, hvem de øvrige lejere bliver.

Del denne historie på: