Stærk ung mand drømmer om at blive fuldtidsansat Hos Hofstra & Wagner
Oliver Hofstra og Mathias Wagner har udvist social ansvarlighed – og blevet værdsat for det
For godt halvandet år siden lukkede den afdeling, ejet af et gartneri i Sarup, hvor Kristoffer Alexander Marius Pedersen arbejdede – og så havde han ikke længere et flexjob.
Derfor måtte han gå den tunge gang til Jobcenteret for se, hvad der så var af muligheder.
– Mens jeg sad der, lød det fra en jobkonsulent ”Jeg har brug for en stærk ung mand eller kvinde” og jeg rakte med det samme hånden i vejret, fortæller Kristoffer.
Det var bolighuset Hofstra & Wagner, som har kontor og showroom i Østergade og lager i Taarupparken i Aarup, som havde henvendt sig til Jobcenteret med ønske om at få en flexjobber tilknyttet virksomheden.
Efter 14 dages praktik blev Mathias Wagner og Oliver Hofstra enige med Kristoffer om, at han var firmaets nye lagermand. Og med Jobcenteret nåede man frem til, at Oliver, der er 24 år og bor i Assens, kan arbejde med 70 procents effektivitet, dvs. 26 timer om ugen. En ordning, som i øvrigt indebærer, at Hofstra & Wagner får et løntilskud fra Jobcenter Assens.
Hofstra & Wagner, som skolekammeraterne Mathias og Oliver startede i 2015 med garagesalg af møbler lavet af kabeltromler, beskæftiger i dag fem personer og yderligere en ekstern bogholder, så der er tale om en overskuelig enhed.
– Ja vi kender hinanden alle sammen, og vi er lidt mere end bare kolleger, siger Kristoffer, der især arbejder med modtagelse og afsendelse af varer.
– Jeg er også lidt af en tekniker, så i dag har jeg været med til at samle nogle møbler for en kunde, fortæller Kristoffer.
Han har en drøm.
– Drømmen er, at virksomheden vil blive ved med at vokse, sådan at jeg kan blive her. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg om 40 år kunne sige, at jeg var virksomhedens første lagermand, smiler Kristoffer.
Det første skridt i den retning vil nok være, at Kristoffer kommer op på fuld tid, hvilken vil indebære, at aftalen med Jobcenteret ophører.
– Det er ikke noget, der haster, for hvis Kristoffer er kommet på fuld tid og ikke kan arbejde med 100 procents effektivitet, kan han ikke bare rykke tilbage som flexjobber, og det skulle nødig ske, siger Oliver.
Det ændrer ikke ved, at han er åben for, at Kristoffer en gang kan få en fuldtidsstilling.
– Et alternativ kunne være, at vi får to flexjobbere tilknyttet vores virksomhed.
Ved Udvikling Assens og Assens Kommunes nytårskur i år fik Hofstra & Wagner social ansvarlig-mærket.
UDVIKLING ASSENS’ SOCIAL ANSVARLIGMÆRKE
Vores medlemsvirksomheder er socialt ansvarlige. I tager ansvar og gør en forskel for jeres nuværende og kommende medarbejdere. Det sætter vi spot på, for vi skal anerkende det arbejde, I gør.
Det højner stoltheden internt i virksomheden.
Det er et godt signal til kunder, leverandører andre samarbejdspartnere og – ikke mindst – til jeres medarbejdere.
Og så smitter det…
Derfor har vi lavet en mærkningsordning – en certificeringsordning om I vil – inden for den del af det, man kalder CSR, der handler om mennesker.
Kilde: Udvikling Assens