Spejderfest med gris på gaflen

Aarup

Der var rig lejlighed til at ønske hinanden god sommer, da Aarup Spejderne fredag 17. juni og deres familier samledes til den årlige sommerfest ved spejdernes tilholdssted, Gyvelhytten.

Et af højdepunkterne er den helstegte pattegris med diverse tilbehør, leveret af Hotel Aarup Kro.

– Grisen ankom i en lukket grill, og en af de små drengespejdere blev ganske forskrækket, da han fik øje på det grillede dyr. Han hoppede, og jeg spurgte, om han ikke vidste, der var en gris derinde. Jeg forsøgte pædagogisk at fortælle ham, at frikadeller også kommer fra en gris, og han ville aldrig have frikadeller igen. Jeg var også lige ved at fortælle ham, hvor æg kommer fra, men tænkte så, at den tager vi en anden dag, fortæller Vivian Riget Pedersen, fra Aarup Spejderne.

Efter grisen var der kaffe og kage, og de store spejdere underholdt med par sketch, til bålet brændte ud, og det var tid til at gå hver til sit. 

Har du fået lyst til at vide mere om Aarupspejderne, kan du tjekke ind på www.aarupspejderne.dk.

Del denne historie på: