Sparekassen Danmarks ansatte er rykket ned i kælderen

Aarup

28. januar 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Massiv renoveringsindsats sat i værk, fordi sparekassen vil blive i Aarup

At Sparekassen Danmark på hjørnet af Bredgade og Indre Ringvej er i gang med en større renovering har længe været til at få øje på – og nok så meget at høre – med opsatte stilladser og inddragelse af p-pladsen i gården. Men indtil medio januar har det ikke betydet noget for de kunder, som har haft et ærinde i banken, det være sig et møde med en rådgiver eller at få afhjulpet netbank-bøvl. For medarbejderne har – som altid – siddet i storrummet, som man kommer ind i via hovedindgangen. Men nu er det stuetagen, som skal renoveres, og derfor er medarbejderne for en stund rykket ned i kælderen. 

En del kunder har haft svært ved at finde derned, har afdelingsdirektør Claus Lyngbakke erfaret, og det burde ellers ikke give problemer: 

– Kunderne skal blot gå ind gennem hovedindgangen, for så at gå ned ad trappen, som man finder umiddelbart efter indgangspartiet. Så kommer man ned til vores medarbejdere. Og det er også i kælderen, at vi har mødelokaler. 

Kunder kan undgå trapper

Claus Lyngbakke ved godt, at nogle kunder ikke er glade for at gå på trapper. Men det behøver de så heller ikke. 

– Så skal man blot før bankbesøget ringe til sin bankrådgiver, som vil hjælpe en ned i kælderen via vores elevator. 

Det eneste usædvanlige kunder, som kommer ned i kælderen, vil kunne opleve er støj, For ind i mellem larmer det, medgiver Claus. 

Renovering indtil september

Renoveringen begyndte i august 2025, og håndværkerne vil først være færdig til september i år. 

Arbejdet omfatter både bankbygningen, Bredgade 95 og naboejendommen, Bredgade 91-93. som sparekassen også ejer. 

Nyt, nyt, nyt

Renoveringsarbejdet er ganske omfattende. 

– Bortset fra ydermurene og etageadskillelsen bliver alt fornyet og ført up to date, det vil blandt andet sige reparation af taget, nye vinduer, ny ventilation, fjernvarme i stedet for gasopvarmning og nye møbler. 

For Bredgade 91-93 gælder, at renoveringen ud over tag og vinduer kun omfatter de lokaler, som banken disponerer over, primært til sit leasingselskab. Dele af denne ejendom indeholder nemlig nogle lejemål, bl.a. Folkebladet og Aarup-tandlægerne, og disse lokaler er ikke omfattet af renoveringen. 

– I store og træk fremstår bygningerne, som dengang de blev opført i 1982. Alene det tilsiger et betydeligt vedligeholdelsesarbejde. Desuden stilles der også andre krav til bygninger og indretningen af dem i 2026, end der gjorde i 1982. Det er så det, vi retter op på. Og det gør vi af hensyn til personalet, som har krav på, at forholdene er gode og tidssvarende, siger Claus Lyngbakke. 

Medarbejderstaben i Aarup omfatter aktuelt 28 sparekasseansatte og 12 i leasingselskabet. Dertil kommer 4-5 medarbejdere, som midlertidigt møder ind i Odense-afdelingen.

Sparekassen vil Aarup 

Det – den omfattende renovering – kan bankens kunder og byen som sådan også glæde sig over, mener Claus.  

– Jeg møder ind i mellem kunder, som er bekymret for, om sparekassen i Aarup snart lukker ”Nu hvor I er blevet en del af Sparekassen Danmark”. 

Men nej, det har vi ingen planer om. Tvært imod vil jeg sige. For vi vil blive i Aarup. Og selvsagt vil vi ikke renovere de to bygninger for et tocifret millionbeløb, hvis vi ønskede at sige farvel til Aarup. 

Del denne historie på: