Solid og grundig: Ny bog om Aarup og oplandets historie

Aarup

Af Hans Walmar

En skarpere redigering ville dog have øget læseoplevelsen

Hans Walmar, i det følgende HW, har udført et hestearbejde med tobindsværket ”5560-fortællinger fra land og by”, som fortsætter, hvor han slap med bogen om Aarup bys og Erholms historie udsendt i 2020, nemlig med historien om sogne og byer rundt om Aarup: Kerte, Orte og Skydebjerg, desuden med kapitler om Frøbjerg Festspil og Samlingshus, egnens vandløb samt nye kapitler om Aarup by og Erholm.

Omfattende

kildemateriale

Kildematerialet er omfattende, nævnes skal fremstillinger om byer og kirker; kort; fotos; Danmarks Statistik; litteratur om landbrugsforhold, herregårde, degne og skoleholdere; medarbejdere i Assens Kommune; samtaler med et stort antal personer, hvor nogle er mundet ud i interviews. Kort sagt, HW må have vendt hver sten, der er værd at vende.

HW har naturligvis også trukket på sine mange år som Aarupborger, sit virke som folkeskolelærer i Aarup og Gelsted, som kommunalbestyrelsesmedlem og sit engagement i Radikale Venstre.

Rørup og Aalsbo

I kapitlet om Rørup Sogn og Kommune lægger HW ud med en række topografiske oplysninger og bruger i øvrigt pastor Krags Topografi som hovedkilde.

Kapitlet om Rørup Kommune handler mest om politikere, partierne og de sager, de beskæftigede sig med.

Vi får også en udførlig beskrivelse af Rørup Kirke og den lokale skoles historie.

Fortællingen om Aalsbo er ganske omfattende, bl.a. fordi HW har valgt at skrive fyldigt om dramatiske begivenheder fra besættelsestiden.

De øvrige kapitler om byer og sogne er skåret over nogenlunde samme læst – dvs. i overvejende grad beskrivende og informationsspækkede.

Solid viden

Det betyder, at folk fra de pågældende lokaliteter kan få frisket deres hukommelse op om, hvordan egnen så ud, da de var barn for 30-45-60 år siden, men tilflyttere kan få en god ide om, hvad deres nye by havde at byde på tilbage i tiden.

Diskussioner om, der har været en eller to købmænd i en given by, om sognerådsformanden i X-købing hed Olsen eller Hansen, og om der samme sted har været idrætsanlæg, som i dag er blevet til pløjemark, kan med stor sandsynlighed blive afgjort ved at slå op i HW’s værk.

Heldigvis har HW givet sig tid til at lave et udførligt stikordsregister, som kan lede læseren på rette vej.

Fint kapitel om Erholm

Kapitlet om Erholm har stor informationsværdi, hvor udviklingen ses på baggrund af generel landbrugshistorie og europæiske forhold som vulkanudbruddet på Island 1783, der prægede hele den nordlige halvkugle, kvægpesten i hele Danmark, mejeridrift, jordforbedring og skovbrug.

Kun beskrivelsen af parken har præg af turistbrochure, i afsnittet om fredningsværdi, side 75 kan man således læse, at det nygotiske middelalderpræg ”virker inspirerende på iagttageren” …Inspirerende til hvad?

HW har – skriver han – bevidst skrevet bogen på den måde, at hvert afsnit skal kunne læses hver for sig, hvilket betyder, at der vil være forklaringer med videre, som nævnes flere gange. Det er fornuftigt valg, da bøgerne med deres udprægede karakter af at være et faktatungt opslagsværk næppe bliver slugt som en spændingsroman. Forudsat, at HW med afsnit tænker i afsnit om et bestemt emne, som kan være alt fra ca. en halv side til måske hele kapitler.

De er nu ikke kun på grund af de mange opremsninger af fakta, at bogen ikke bliver læst som en god roman.

Overflødige vendinger

Teksten byder mange steder på store udfordringer. Vendingen ”som nævnt” bliver brugt i et væk – og har reelt ingen værdi for læseren, da HW undlader at komme med sidehenvisninger.

Overflødige parenteser

HW bruger også parenteser i et urimeligt stort omfang, noget som forstyrrer læsningen. Side 37 skriver HW, ”Efter den tid har Bent Bryde gennem alle årene bortset fra et (1987) medvirket….”. Hvorfor ikke skrive ”….alle årene bortset fra 1987 medvirket…”

Overflødige citationstegn

Værre er brugen af citationstegn, som der er alt, alt, alt for mange af.

Således skriver HW på side 14, at festspilformand Jens Frederiksen ønskede en kort ”kommandovej” fra… Kommandovej er for årtier siden gledet ind i normalsproget. Så ingen vil læse sætningen uden citationstegn, som at HW pludselig var begyndt at skrive om en hjemmeværnsmand.

Side 109 kan man læse, at en lystfiskerforening fortæller om en tilsvarende ”fangst”. Hvorfor citationstegn i det pågældende tilfælde?

Og sådan kunne jeg blive ved og ved og ved.

Brugen af citationstegn er i øvrigt uden konsistens. På adskillige sider kan man se nogle egenavne med citationstegn, andre uden. Kort sagt, noget sjusk.

Overflødige gentagelser

Værre end det overvældende antal forvirrende og overflødige citationstegn og parenteser er et utal af gentagelser, inden for samme eller få sider.

På siden 20, ca. midten kan man læse ”….og at Martin (filmens Poul Reichardt) kunne rykke ind på gården”. Allerede i den følgende linje står der gud bedre det: ”I Frøbjergs forestilling blev ”Martin” (filmens Poul Reichard). Bemærk, at der oven i købet kom citationstegn om Martin i dette tilfælde.

Som om det ikke var nok, får vi allerede på side 22 at vide, ”….rollen som Martin (filmens Poul Reichardt).

I kapitlet om Vandløb kan man på side 108 læse: ”Fiskebækken (Søndergaarde Bæk)”, side 109 står der ”Søndergaarde Bæk (Fiskebækken)”.

Og side 111 ”Søndergaarde Bæk (også kaldt for Fiskebækken).

Her kunne den læservenlige skribent på side 108 have skrevet ”Fiskebækken, også kaldet Søndergaarde Bæk” og på ca. 109 og 111 have nøjedes med at skrive ”Fiskebækken”.

Mangler citater

Interviewene med centrale personer har fået meget plads i bogen, og de har da også meget godt og relevant at sige. Så langt så godt, for desværre vælger HW ret systematisk kun at genfortælle samtalerne. Undtagelsen er interviewet med Winnie Damgaard, der to gange får lov at udtale ”Jeg skal nok klare mig”.

Valget er uheldigt, for ved kun at genfortælle, bliver det udelukkende HW’s fortolkning af samtalerne, som læserne bliver præsenteret for. Og dermed ved vi ikke, hvad personerne helt præcist har sagt.

HW burde ved hvert interview have vekslet mellem genfortælling og direkte tale, altså citater, hvor den interviewede sagde noget vigtigt, markant eller sjovt.

Som tillægsgevinst ville læseroplevelsen blive større, for ved blot at genfortælle bliver det let såre monotont.

Jeg har tidligere rost HW for at sætte de lokale forhold i et større nationalt eller europæisk perspektiv, men det er en svær balancegang at afgøre, hvor meget man skal have med.

Irrelevante historier

I afsnittet ”Fra Wittenberg til Faurskov” side 141 – synes jeg, vi hører alt for meget om Luther og hans udlægning af biblen – udlægninger helt uden relevans for Slaget ved Faurskov.

HW refererer også udførligt om Holsemordet – ved Brenderup – fra 1907, selv om den lokale tilknytning er næsten ikke-eksisterende, idet den lokale vinkel er, at Aarups landbetjent medvirkede ved opklaringen af mordet.

Herefter kan vi læse om to redaktører ved Middelfart Venstreblad, hvor det eneste undskyldende moment er, at avisen havde mange læsere i Rørup. Det er således fuldstændig irrelevant i en 5560 fortælling at nævne chefredaktør Traps konflikt med en Middelfart-dommer, og jeg kan heller ikke se den lokale vinkel på, at chefredaktør Nygaard aldring lærte at skrive på maskine, men brugte fyldepen.

Rigt og godt illustreret

Bogen er rigt illustreret, og billedvalget er gennemgående rigtig godt. Den fototekniske kvalitet er i de fleste tilfælde i top – for HW har i stort omfang bragt billeder taget af professionelle fotografer.

HW har også lånt en del fotos af privatpersoner, og her er kvaliteten svingende, men HW har , gætter jeg, næppe haft andet alternativ til et ikke alt for godt foto end at undlade det foto, så det er undskyldeligt, af kvaliteten her er svingende.

HW har også selv haft kameraet fremme, og det er gennemgående udmærkede fotos, når motivet er bygninger og natur, selv om jeg undrer mig over billedteksten til fotoet af Fiskebækken, side 2023, hvor der står ”Fiskebækken i et begejstret slalomløb…”. Begejstret slalomløb – hvad pokker er det for noget.

Fotos med ringe kvalitet

Når HW har personer med på billederne, kniber det med kvaliteten.

Fotoet af Ørsbjerg Bylaug, side 175 skulle ikke have været med i bogen.

To af seks bestyrelsesmedlemmer er skjult af andre bestyrelsesmedlemmer, et medlem ses fra siden og et andet mest fra ryggen.

Ved andre fotos, side 193, 241 og 343 får personerne for lidt plads i forhold til omgivelserne, og helt galt går det side 222, hvor det er næsten umuligt at se personen. Lige så tvivlsom er det side 231, hvor HW har stillet Jørgen Mindegaard Nielsen og Lone Vasegaard op ad muren til Mindegaard og så ellers taget et bredformat foto, hvor det meste er bygning, mens de to personer knap kan anes. Det er slet ikke godt.

Hvis HW ønsker at tage et billede af personer, for at vise, hvem han/hun ser ud, skal man selvsagt kunne se personerne. Her kunne HW med fordel have ladet sig inspirere af Grimsbjerg Fotos fremragende fotos af fx Willy Klüver, side 19 samt Klüver og Bøgelund, side 21.

Hvis HW både ønsker at vise, hvordan en person ser ud i et givet miljø, skal han trække personerne frem i forgrunden og lade miljøet fx bygningen være baggrund, se fx fotos af Steen Jansdal, side 35 og 47.

Alternativet til at lure fx Jansdal og Grimsbjerg Foto kunsten efter kunne være at have taget en snak med en fotograf, inden HW gav sig i kast med at tage fotos til værket.

Konklusion

Læseren får solid, relevant og givetvis korrekt information – jeg har ikke tjekket kilderne – om de beskrevne forhold. HW’s tre bøger om 5560 er spækket med information og derfor det oplagte valg, hvis man ønsker at kende sin lokalhistorie.

Jeg savner en skarpere redigering af værket: Væk med overflødige tegn, væk med indholdsløse vendinger som ”Som nævnt”, væk med gentagelser på gentagelser og forhold, der er helt irrelevante i en 5560-fortælling. Meget af det skyldes sikkert sjusk og/eller manglende fokus på det formmæssige, mens eksempelvis kapitlet om Frøbjerg burde have været udsat for en decideret gennemskrivning.

Med en skarpere redigering vil læseoplevelsen have fået et løft, og sidetallet ville oveni købet være blevet mindre. Illustrationerne er gennemgående af god kvalitet og yderst relevante, men værket skæmmes dog af personfotos af tvivlsom kvalitet.