Sol, sommer og Musik midt i Aarup

Aarup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Mænd og kvinder i lyseblå t-shirts var til at få øje på på og omkring Sanggårds Plads lørdag eftermiddag og aften. Ikke fordi lyseblå er den nye mode, og vejret var til t-shirts, men et udtryk for, at arrangementet Musik midt i Aarup, er båret af frivillige, der gerne gør et stykke arbejde for musikken og for byen.

38 frivillige havde meldt sig klar, fortalte Henry Petersen, formand for Musik på Industrien, der de seneste ni år har stået for denne sommerlige minifestival.

I mange år under navnet Singer Songwriter Festival. Singer songwriterne fylder stadig godt i programmet for dagen, men de seneste år er det blevet til et arrangement for hele familien, og både biografen og galleriet er med til at sikre tilbud til alle aldre.

• De har et brændende ønske om at lave noget for musikken og byen, så de er her, hvis man får en idé, siger Henry Petersen om de frivillige, som han i den grad også selv er én af.

Arrangementet er ganske gratis at deltage i, og kunne da heller ikke løbe rundt uden et tilskud fra Assens Kommune, medgiver Henry Petersen.

• Det er en god anledning til at samles og hygge sig, og her er plads til alle. Vi ser da gerne, at man køber en fadøl, men er økonomien ikke til det, så er man velkommen alligevel, fastslår han.

Fra scenen spiller “Hawk” alias Søren Høg en blanding af blues og soul. Han har i øvrigt en fortid i Aarup, fortæller han, med adresse på Erholmvej.

Der er endnu ikke fyldt helt op på de hvide havestole foran scenen.

• Men dem der havde vi ikke sidste år, sige Henry Petersen og peger på rækken af bord- og bænkesæt, der også er godt besat.

Og til aften, når publikumshittet fra i fjord, The Boss – Tribute to Springsteen går på scenen er han ikke i tvivl om, at der bliver fyldt op og gang i den.

Og sådan blev det. På sit højeste var der flere end 300 tilskuere – som fik et brag af en koncert.

Uventet strømafbrydelse gav en fantastisk unplugged oplevelse

Lørdag klokken 19:49 blev Aarup ramt af en uplanlagt strømafbrydelse, ca. 45 minutter før koncerten med The Boss – Tribute to Springsteen skulle slutte. 

– Heldigvis formåede bandet at vende situationen til noget positivt. Musikerne tog udfordringen op og gav en uforglemmelig unplugged oplevelse med et par numre. Deres talent og evne til at engagere publikum skabte en intim og inkluderende atmosfære, fortæller Bjarne Hansen på vegne af arrangøren, Musik På Industrien i Aarup. 

Mpia takker for støtten

Arrangørerne, Musik På Industrien i Aarup, udtrykker en stor tak til alle, der deltog og støttede op om arrangementet. Den fantastiske energi og støtte fra publikum gjorde dagen uforglemmelig. De ser frem til at dele flere musikalske øjeblikke med jer i fremtiden.

Del denne historie på: