Smart Parat Svar på Aarup Bibliotek

Aarup

24. november 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Nu skal Danmarks klogeste 6. klasse findes

Et tilløbsstykke for de nuværende 6. klasser tager sin begyndelse i starten af december. Det siger bibliotekar Michael Poulsen, Aarup Bibliotek. 

Eleverne fra kommunens 6. klasser, når kun at åbne én låge i julekalenderen, inden den første lokale runde af quizzen holdes på Aarup Bibliotek den 1. december. 

Eleverne vil kunne få spørgsmål om Marvel-superhelte, H.C. Andersen og Narnia-bøgerne. 

– Bibliotekernes landsdækkende videns- og læsequiz ”Smart Parat Svar” udfordrer ikke kun børnenes viden, hukommelse og evne til at tænke hurtigt, men også deres evne til at samarbejde, siger Michael Poulsen.

I den lokale runde dyster fire klasser med hver sit hold på fem elever, hvor kun én klasse vinder og dermed går videre til en regional runde. Her tørner de dygtigste klasser fra hele regionen sammen for at dyste om en plads i den store finale. 

Den 12. januar 2022 afholdes de regionale runder ni steder i landet. 

Kampen om den endelige titel og en præmie på 10.000 kroner udspiller sig onsdag den 2. februar 2022 via livestream. 

Del denne historie på: