Slip ungerne løs
Aarup Private Børnehave jubilerer og holder fest for børn og voksne lørdag 25. september
50 år med børn i børnehaven i Kirkegade er vel en fest værd. Så lørdag 25. september går det løs fra klokken 9.30 til 13.
Borgmester Søren Steen Andersen (V) holder jubilæumstalen, og gør han det ikke godt, risikerer han at få en dåse i nakken. Måske. I hvert fald er dåsekast en af de aktiviteter, som børnene kan muntre sig med, hvis forældrene følger opfordringen ”Slip ungerne løs til aktiviteter på legepladsen”. Andre aktiviteter er ansigtsmaling, sneglebingo, bamsebod og en kæmpe gummiged.
Aarup Private Børnehave har fået det lokale brandvæsen til at dukke op med en brandbil, og hvis den pludselig er væk, kan det meget vel være, at det er Sune Lillebroe, som har tryllet den væk. Sikkert er det, at han møder op med trylleri, gak og løjer.
Børnene kan slukke tørsten i juice og stille lækkersulten med popcorn. De voksne kan få sig en kop kaffe eller te, for eksempel, når de ser udstillingen ”Børnehave i Kirkegade 1971-2021”.