Skal der virkelig en trafikulykke til for at råbe politikerne op?
Forældre ved Aarupskolen ønsker et kys og kør-anlæg for at fremme trafiksikkerheden
– Skal der virkelig køres et barn ned, før end der sker noget. Det er skolebestyrelsesmedlem Søren Stenskrog, som stiller det retoriske spørgsmål.
Med ”sker noget” mener han, at byrådspolitikerne i Assens siger ja til at opføre et såkaldt ”kys og kør-anlæg” på Torpvej, sådan at aflevering og afhentning af skolebørnene kan ske uden fare for liv og førlighed.
Et kys og kør-anlæg er et så længe næret ønske, at skoleleder Claus Toft Christensen, næstformand Lars Orup Andersen og bestyrelsesmedlemmerne Søren Stenskrog og Trine Kærsbøl ikke har været med længe nok til at sige, hvornår byrådsmedlemmerne første gang blev præsenteret for forslaget, som en tidligere skolebestyrelse for længst har udarbejdet.
Måske er det otte, måske 10 år siden, det skete, mener Trine Kærsbøl at have hørt. Uanset hvor mange år forslaget er blevet syltet, har skolebestyrelsen besluttet at arbejde for, at et kys og kør-anlæg bliver et tema i den kommende valgkamp op til kommunalvalget 16. november.
Således opfordrer skolebestyrelsen forældrene til de godt 500 elever på Aarupskolen at rejse spørgsmålet om et kys og kør-anlæg overfor byrådskandidaterne.
Kaos og bøder
Den nuværende børneaflevering kalder skolebestyrelsen for ”kaotisk”, idet forældrene afleverer børn seks forskellige steder, nemlig ved Aarup Fritidscenter, på Torpvej, ved børnehaverne Fuglebakken og Drømmebakken, på p-pladsen foran Aarupskolen og på Møllebakken.
Forældre, der om morgenen kører ind på p-pladsen ved Aarupskolen og som standser på Møllebakken risikerer at få en bøde, da indkørsel og standsning er forbudt.
I årenes løb er der sket flere reguleringer, som at indføre ”Standsning forbudt” på udvalgte strækninger og ensretning af Torpvej.
– Disse reguleringer har blot flyttet problemet, siger Lars Orup Andersen.
Claus Toft Christensen nikker til det, for han har fået henvendelser fra lederne af Drømmebakken og Fuglebakken, som fortæller, at det er svært for forældre at aflevere vuggestue- og børnehavebørn, når pladsen optages af forældre, der afleverer skolebørn.
Claus Toft Christensen undrer sig i øvrigt over, at der ikke er fodgængerfelt på Møllebakken, der hvor skolepatruljen står, når den er i funktion.
Den kaotiske afleveringssituation opstod, fortæller Søren Stenskrog, da den daværende Aarup Kommune lukkede de små skoler i Kerte og Rørup, og på den måde øgede elevunderlaget under Aarupskolen.
Heldigvis har den kaotiske afleveringssituation ikke resulteret i personskader.
Nej, indtil nu har det kun betydet bøder, buler og mange vrede bilister, siger de fire medlemmer af skolebestyrelsen til Folkebladets reporter.