Sinne Eeg bringer jazz i verdensklasse til Aarup

Aarup

7. november 2025

 Efter et efterår fyldt med energi, nærvær og store musikalske oplevelser nærmer Musik På Industrien sig afslutningen på sin efterårssæson. Og selv om de to sidste koncerter – Rasmus Walter (13. november) og den store julefrokostkoncert (29. november) – allerede er udsolgt, er der stadig en enestående mulighed for at opleve musik i topklasse i Aarup.

Lørdag den 8. november gæster Sinne Eeg Group Kulturhuset Industrien – og det bliver en aften i absolut international klasse. Sinne Eeg er Danmarks ukronede jazzdronning, kendt for sin varme, mørke stemme, sit tekniske overskud og sin evne til at formidle musik med ægte nærvær og personlighed.

Hun har turneret verden over, udgivet ni anmelderroste albums og modtaget et væld af priser. 

Hendes fortolkninger forener elegance og dybde, og når hun står på scenen, bliver jazzens klassiske traditioner vækket til live på sin helt egen måde. Sammen med sit stærke band skaber hun en koncert, hvor musikken ånder – fra de stille, intense øjeblikke til det sprudlende swing, der fylder rummet.

I de intime rammer på Kulturhuset Industrien får publikum mulighed for at komme helt tæt på musikken og opleve, hvorfor Sinne Eeg betragtes som en af Europas største jazzstemmer – en koncert fyldt med nærvær, nerve og ægte spilleglæde.

Publikumssucces og kig frem mod 2026

Musik På Industrien har endnu en gang oplevet stor opbakning fra publikum. Flere koncerter har været udsolgt på rekordtid, og det vidner om, at live-musikken i Aarup lever i bedste velgående.

Samtidig kan foreningen allerede nu løfte sløret for ni spændende koncerter i 2026, og der kommer mange flere. Programmet spænder som altid vidt – fra folk, blues og pop til jazz – og byder både på kendte navne og nye musikalske oplevelser.

For dem, der leder efter den perfekte julegave, er der også en oplagt mulighed: et gavekort til Musik På Industrien. Gavekortet gælder i tre år og kan bruges til alle kommende koncerter arrangeret af foreningen i Kulturhuset Industrien i Aarup – en gave, der giver musikalske oplevelser, man husker.

Billetter og gavekort kan købes på mpia.dk.

Del denne historie på: