Så’ der alsang på Industrien 2. april kl. 19.30
Aarup Rotary Klub kalder til fællessang for alle, der har lyst til at være med. På programmet er nye og gamle danske sange udvalgt og akkompagneres af Rasmus Mikkelsen.
Så er det igen tiden at synge foråret ind med fællessang på Industrien i Aarup. Traditionen tro er det Aarup Rotary Klub, der står bag arrangementet og inviterer alle byens borgere indenfor til en hyggelig aften med sang, musik, kaffe og kage. ”Det er forår, og alting klippes ned”, ”Giv os lyset tilbage” og ”I Danmark er jeg født” er blot et lille udvalg af de sange, der er på programmet. Det skriver Aarup Rotary Klub i en pressemeddelelse.
– Det glæder os rigtig meget igen i år at kunne invitere alle interesserede til Alsang på Industrien, siger Morten Kingo, der er præsident i Aarup Rotary Klub.
– Alle er velkomne – og der vil være musik for stort set enhver smag, bedyrer han.
– Vi har nøje udvalgt et repertoire af smukke, danske sange – fra fædrelandssange og ballader til forårshymner og klassiske viser.
Alsang – hvad og hvorfor?
Alsang er en stolt dansk og nordisk tradition, som mange nok kender til. Under Anden Verdenskrig samledes befolkningen til alsang – fællessang – for at stå sammen og styrke fællesskabet gennem musikken. Og faktisk har fællessangen altid været et samlingspunkt i menneskets liv – både i medgang og modgang, hvor den skaber nærvær, samhørighed og styrke.
– At mødes om fællessangen er en dejlig og meningsfuld oplevelse. Det er altid en glæde at synge sammen, og fællessangen får ofte en særlig betydning, når man trænger til et lys i hverdagen eller ønsker at være sammen med andre på en nem, hyggelig og livsbekræftende måde, siger Morten Kingo.
Rasmus på klaver
Sangene bliver akkompagneret på klaver af musikeren Rasmus Mikkelsen, der vil give en kort introduktion inden hvert nummer. Sangteksterne bliver projekteret op på biograflærredet i en størrelse, hvor alle gerne skulle kunne læse med.
Alle er velkomne!
– Vi plejer at være rundt regnet 100 personer til arrangementet, og vi kan ikke understrege nok, at der er plads til alle. Så tag naboen, søsteren, kammeraten eller forældrene under armen, og kig forbi. Jo flere, vi er, jo bedre. Vi glæder os til at se jer alle til en hyggelig aften, siger Morten Kingo.
Praktisk info
Entréen er på 50 kr., som går til musikken og leje af biografsalen. Der er kaffe og kage i pausen.