Præst på gaden – Kirken uden for kirken

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Odenses gadepræst, Peder Pontoppidan Thyssen, holder foredrag på Industrien 17. januar

Industriens Foredragsforening åbner en ny sæson tirsdag 17. januar klokken 19, når Odenses gadepræst, Peder Pontoppidan Thyssen, holder foredraget ”Præst på gaden. Kirken uden for kirken. 

Foredraget handler om Peder Pontoppidan Thyssens opsøgende arbejde blandt Odenses hjemløse og marginaliserede. Han vil fortælle om nogle skæbner, men frem for alt om hvilken betydning det har, at kirken forlader sine beskyttende mure og opsøger mennesker, som andre ser ned på, i bedste fald har medlidenhed med og giver dem værdighed og håb. 

Peder Pontoppidan Thyssen, som blev cand.teol fra Aarhus Universitet i 1982, har siden 1992 været korshærs-, gade- og arresthuspræst i Odense. I 2000 blev han efter indstilling fra gadefolket kåret til Årets Fynbo. Fem år senere kåredes han til Æreshåndværker i Odense. 

Han er initiativtager til den rullende, dvs. trehjulede varmestue i Odense, hjemløseorkestret Baggårdsbandet samt til gadegudstjenester. 

Kulturhuset Industrien finder man i Bredgade 73 i Aarup. 

Billetprisen er 80 kroner, dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger- og Kulturforening. Dørene åbnes klokken 18.30. /Hef

Del denne historie på: