Povl Skov omsætter sine tanker til aforismer og digte

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Povl Skov gjorde for længe siden det til en vane altid at have kuglepen og papir med sig, når han gik en tur langs strandene ved Tybrind og Føns – han boede i et par menneskealdre på et husmandssted i Skovløkken – eller når han som det seneste år går en tur rundt i Aarup. 

Povl Skov tænker nemlig tanker, men får han ikke skrevet dem ned med det samme, glemmer han dem. 

I de fleste tilfælde bliver det til nogle få sætninger med betragtninger om dette og hint – eller med et fint ord aforismer.  Aforismerne skriver han ned på et ark, og arkene kommer han i en plastlomme og gemmer i en mappe. Forleden var han nået op på 130 ark. 

To aforismer skal nævnes: 

”Det ukendte er det du kommer til at kende” og ”Få sandheder er mere værd end mange løgne”.

I sjældnere tilfælde bliver ordene ligefrem til et digt, som det han for nylig skrev om Aarup. 

Povl Skov har kun boet i et år i Aarup, som han flyttede til, da han solgte sit husmandssted med 12 tønder land. 

– Jeg boede 10 km fra Ejby og tilsvarende til andre lidt større byer, så man skal have bil, når man bor i Skovløkken, og da jeg snart fylder 80, ved jeg ikke om, jeg kan blive ved med at køre i bil, siger Povl. 

Valget faldt på Aarup som hans nye hjemby. 

– Gelsted ville jeg under ingen omstændigheder bo i, der er nemlig kun en COOP 365 og en trælasthandel. 

Digt om Aarup 

Af Povl Skov 

Aarup du har bakker og dal,

Brende Å som Amsterdam har kanal.

Huse på bakker som i Tyrol, 

over det hele skinner en sol.

Et strøg er der, som i København, 

små vandhuller ta’r alle i favn. 

Af stier i byen der er en masse, 

man tror det næsten ikke kan passe.

Der bygges over det hele, 

glæden over byen mange vil dele. 

Fra banen kom, byen voksede op, 

nu står den her med sjæl og med krop. 

Det er helt anderledes her i Aarup. 

– Jeg har vel 100 meter til den lokale COOP 365 og lige så kort til Bredgade og 700 meter til stationen, siger Povl. 

Og så var Povl i mange år en hyppig gæst i Aarup grundet hans bestyrelsesposter i husmandsforeninger, som har fyldt meget i Povls liv. 

– Kontoret lå her i Aarup, så det var ofte her, vi holdt møder, fortæller Povl. Især planteavl har haft Povls store interesse, og et par reoler i stuen har han adskillige brevordnere med referater og notater fra de mange års organisatoriske virke.

Del denne historie på: