Possementens fremtid på spil

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Offentligt møde i Kulturhuset Industrien onsdag 17. januar 2024. Nye input er velkomne

I godt tre måneder har arkitektfirmaet Jes Vagnby arbejdet på at hjælpe Possementen på rette vej med udgangspunkt i ideen om at indrette den gamle Possementfabrik i Aarup til kreative værksteder for forskellige kunsthåndværk. 

Hjulpet af et sponsorat fra Realdanias Underværker har Jes Vagnby undersøgt bygningen, interviewet flere foreninger, haft møder med håndværkere… og meget mere.

Arkitektfirmaet er kommet så langt, at det kan præsentere resultatet af undersøgelsen ved et møde i den store sal på Kulturhuset Industrien, Bredgade 73-75 i Aarup. onsdag 17. januar klokken 19. 

Her vil Jes Vagnby og Co. præsentere en meget detaljeret, men dog fortsat midlertidig plan for Possementens fremtid. 

– Midlertidigt, fordi nye input fra borgerne fortsat er meget vigtige. Det siger Possement-formand Henrich Munk Svendsen, som også vil fortælle, hvad Possementforeningen har af planer og ser som udfordringer. 

Royal inspiration

Henrich Munk Svendsen bed i øvrigt mærke i en passage i H.M. Dronning Magrethe II’s seneste nytårstale, og det var ikke, at hun abdicerede, men  ”Jeg har lagt mærke til, at mange igen har fundet en hobby eller et håndarbejde frem. Det begyndte nok under corona-krisen; men så kunne man ikke holde op igen – det gælder i hvert fald for mig. Man får ro på sig selv, når man sidder med et sytøj eller har noget andet mellem hænderne; det gælder for alle aldersgrupper. For mange af os er det en fritidsbeskæftigelse at holde hænderne i gang. For andre er det et livsvilkår – en profession.”

– Vil du være også med til at skabe et sted i Aarup, hvor man kan ”få ro på sig selv” og ”holde hænderne i gang”? Så kom og sæt dit præg på Aarups og vores allesammens fremtid den 17. januar på Industrien, lyder opfordringen fra Henrich. 

Possementen byder på kaffe, te, kage med mere. Tilmelding er ikke nødvendig, 

Vil du være også med til at skabe et sted i Aarup, hvor man kan ”få ro på sig selv” og ”holde hænderne i gang”? Så kom og sæt dit præg på Aarups og vores allesammens fremtid den 17. januar på Industrien.

Del denne historie på: