Pickleball- dillen indtager Aarup
Et mix af badminton, tennis, squash og bordtennis er en hastigt voksende sportsgren, som stammer fra USA
De er med, hvor det sner– folk og foreninger i Aarup Fritidscenter.
I år blev padelbanerne indviet– og nu introducerer Aarup Badminton pickleball.
Pickleball er et mix af badminton, tennis, squash og bordtennis. Ifølge Dansk Tennisforbunds hjemmeside er pickleball en af de hastigst voksende sportsgrene i verden, selv om sporten faktisk er mere end 50 år gammel og i øvrigt blev opfundet i USA.
Hvornår pickleball nåede Danmark har jeg ikke kunnet google mig til, men hjemmesiden pickleballdenmark.com er fra 2019. Her kan man i øvrigt se, at man kan spille pickleball ca. 40 steder i Danmark, men på Fyn kun i Odense. Dvs. fra sæsonåbningen 1. september i år er sporten også på programmet hos Badminton Aarup, der holder til i Aarup Fritidscenter.
– Vi havde banerne, men de blev ikke brugt så meget, som vi gerne ville, de blev. Så tænkte vi, at pickleball måske kunne lokke folk til. Vi søgte DIF om støtte til indkøb af net, bats og bolde. Det fik vi og testede det af i sidste sæson. Så nu er vi klar til at introducere pickleball, siger formanden for Badminton Aarup, Hans Nygaard Nielsen.
Klubbens træner, Stig Thomsen vil bistået af to hjælpetrænere hjælpe nye pickleball-spilere på rette vej.
Seniortræning og motionister
Pickleball er ikke den eneste nyhed i år, for Aarup Badminton tilbyder nu også seniortræning hver mandag klokken 19-21.
Seniorer regnes man for, når man er 18 år og ældre.
Aarup Badminton tilbyder også badminton til ”motionister”, som også er 18 og ældre.
Motionister, som ikke modtager træning og ikke deltager i turneringer og stævner, booker selv en bane.
– Typisk er det grupper på 5-10 spillere, som booker en bane i to timer. De laver så en rulleplan, for hvornår de skal spille. Sådan en gruppe er ikke så sårbar overfor afbud, forklarer Hans.
Stævner for de unge
Endelig har klubben badminton på programmet mandag, onsdag og fredag for børn og unge mellem 8 og 16.
Fredagstræningen er dog kun for de meget ambitiøse, som inviteres til disse træningssessioner.
De unge spillere har også mulighed for at deltage i stævner, som typisk foregår i weekender.
– Vi er vel afsted 10-16 gange på en sæson, og så er der også afslutning hjemme i min have med mere, siger Stig Thomsen.
Han arbejder til daglig som pedel på et bosted og lægger som antydet mange timer i trænergerningen hver uge.
Som klubformanden begyndte han først at spille badminton som voksen.
Hans, der i 2022 stoppede som halinspektør i Aarup Fritidscenter, satte badmintonspilelt på pause, da hans børn var små, men begyndte så igen.
– Jeg har vel spillet badminton 35 år i træk og spiller i øvrigt også padel og golf, siger Hans.
Og så er der også børnebørnene, så Hans har aldrig haft så fuld en kalender, som siden han stoppede med at arbejde – siger han.

