Patrick fik sin skuespillerdebut på Industrien – nu kan han ses på lærredet i Mørkeland
Aarupdrengen stiller op til interview i Aarup Bio søndag 13. september – inden filmen vises
Når skuespiller Patrick Alexander Hansen stiller op til interview på scenen i Aarup Bio forud for visningen af ”Mørkeland” søndag 13. september kan han fortælle publikum, at det var her han fik sin debut som skuespiller, som en del af Frøbjerg Festspils Børneteater.
– Det var i 2005, og stykket hed ”Så’ der sild Bertil”. Det handlede – husker jeg – om børneopdragelse og forholdet mellem forældre og børn, fortæller Patrick.
Samme år fik han også sin debut på ”Højen” til forestillingen ”Den grimme ætling” og hermed syntes Patrick, som i februar var blevet 11 og egentlig havde været lige så glad for at spille fodbold, at have givet skuespillet første prioritet.
Kirsebærhaven
Patrick er født og opvokset i Aarup, og har boet flere steder i byen, men navnlig i Kirsebærhaven, hvor forældrene, Pia Hansen og Christian Larsen fortsat bor.
Han lærte dansk og matematik med meget mere i Aarupskolen og fortsatte efter 9. klasse på Tornbjerg Gymnasium i Odense.
Og så spillede han eller masser af teater, to gange på scenen i Aarup Bio for Frøbjerg Festspils børneteater og endnu en forestilling på Højen, nemlig ”De tre musketerer i 2011”.
Han oplevede at arbejde sammen med og under festspillets første og mangeårige instruktør Erik Bent Svendlund og efterfølgeren Carsten Friis, også i Odense Musical Teater og i HC Andersen festspillene i Den Fynske Landsby.
Efter gymnasiet tog han et sabbatår og gik også på højskole for så at uddanne sig til skuespiller på diverse kurser samtidig med at han også begyndte at undervise.
Nogle år senere kaldte film-mediet på Patrick, først i TV-serier, mens biografaktuelle Mørkeland, hvor han har rollen som journalistpraktikant, blev hans debut på det store lærred.
Bor i Aalborg
Det job, betød at Patrick måtte tage orlov fra sin faste stilling på Aalborg Teater, hvor han blev tilknyttet i 2021 – året før færdiggjorde han skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.
Patrick bor i Aalborg – og trives rigtig godt med det. Og også med det han laver, nemlig scenekunst på Aalborg Teater, film og nok så meget at undervise, som han holder meget af.
– Så der er tre ben i min tilværelse – det er altså en skammel, siger Patrick.
– Er du så også gift og har en masse børn, vil Folkebladets sladderjournalist vide.
– Jeg er forlovet og venter barn.
– Så bliver der snart et fjerde ben i dit liv, siger sladderjournalisten.
– Ja, så er det ikke længere en skammel.
Patrick kan man møde i Aarup Bio søndag 13. september klokken 18.45-til 19.30, hvor han bliver interviewet af biografformand Jes Jessen.
Bagefter blænder Aarup Bio op for Mørkeland.