På Michaels ønskesedler står der ikke værktøj men Lego

Aarup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Michael Werenberg fra Aarup udgør den ene halvdel af de otte par, der netop i disse uger dyster i LEGO Masters på TV2

Siden han var helt lille har 38-årige Michael Werenberg leget med Legoklodser. Det vil sige indtil han i teenageårene fik en Playstation 1, og klodserne blev kom på loftet.

Det var en ren tilfældighed, at han kom igang igen for fem år siden, og nu bygger og konstruerer i en grad, så han har kvalificeret sig til at deltage i LEGO Masters på TV2, hvor seerne kunne opleve ham og byggemakkeren Brian for første gang i lørdags.

På det lille arbejdsværelse, som Michael Werenberg deler med sin kone i hjemmet i Aarup, har han vel godt tre kvadratmeter til sin rådighed.  Her er hylder med modeller, et arbejdsbord og et system af 82 små skuffer, zipposer fra Ikea og gennemsigtige slikbøtter, som det med garanti kun er Michael selv, der kan finde rundt i, når han skal have fat i den rigtige klods i den rigtige farve.

Det gør heller ikke noget, for fars klodser er nix pille for de to børn. Det er dog helt ok, når sønnen Viktor gerne vil vise modellerne frem for kammeraterne.

Op til 15 timer om ugen

Det er her til arbejdsværelset han gerne trækker sig tilbage – men ikke før børnene er lagt i seng – der skal også være tid til familien – og forsvinder ind i sin fantasiverden af pirater, hobitter, riddere og universer fra Ringenes Herre.

Op til udstillinger gerne fire-fem aftener om ugen.

Det var en helt ny verden, der åbnede sig for Michael Werenberg, da han i 2017 begyndte at bygge igen efter at en bekendt i byen – det var i øvrigt Folkebladets Ole Jacobsen – var kommet tilbage med en kasse klodser, hans søn købte af ham, dengang Playstation vandt over Lego.

Der er masser af videoer på Youtube, hvor man kan få fif til forskellige byggeteknikker, og der er grupper på Facebook, hvor man kan vise sine modeller frem, inspirere og sælge til hinanden. Det var blandt andet her Michael Werenberg fandt sammen med sin byggemakker i Lego Masters.

– Jeg kunne se, det var de samme ting, vi bød på, fortæller han og tilføjer, at det også var sammen med makkeren, at han for første gang deltog i en udstilling i 2019.

Frit løb for fantasien

Men hvad mon det er, der gør Lego så fascinerende?

– Jeg synes, det er superfedt, at du kan konstruere, hvad du vil, og fantasien kan få frit løb, men det er også en dyr hobby medgiver han. Han vurderer at han inklusive gaver har fået/købt Lego for 70.000 kroner, siden hobbyen tog fart i 2017.

Men han køber ikke bare nyt. Det hænder, at et skib må ødelægges, hvis han skal bruge nogle af dets elementer til en ny kreation.

– Jeg får jo ikke mere palads af bare at købe noget nyt, konstaterer Michael Werenberg og nævner, at der faktisk også er nogle sjove udfordringer i at bruge klodserne på nye måder og i nye konstruktioner.

Gennem nåleøjet i andet forsøg

Det er anden gang Michael og makkeren Brian stiller op til Lego Masters. Sidste år blev de nummer ni, og der var kun brug for otte par, men denne gang lykkedes det altså at komme gennem nåleøjet.

Ingen af de to makkere interesserer sig så meget for tekniske konstruktioner, så det er en af de discipliner, de har trænet op til konkurrencen.

Kun Michael og de øvrige deltagere ved, hvordan det forløber. Vi andre må følge med i udskilningsløbet de kommende syv lørdage.

Del denne historie på: