Open By Night for fuld udrykning
– Tag mig. – Tag mig. – Tag mig.
En skov af barnefingre røg i vejret, da brandmanden efterlyste hjælpere, der ville smadre en bilrude.
Interessen for bare at se på, var også enorm, så det var en kødrand af børn og voksne som stod omkring bilen, der skulle klippes i stykker.
Det var brandstationen i Aarup, som ved fredagens Open-By-Night fortalte og demonstrerede, hvad brandfolk gør, når en eller flere personer sad indespærret i en bil, der var blevet trykket sammen ved et trafikuheld.
– Det første vi gør, er at knuse bilruderne, og det er fordi vi vil bestemme, når det sker, forklarede en af brandfolkene.
Et slag med en special-designet hammer var som regel nok, viste det sig.
Bagefter demonstrerede brandfolkene, hvordan de forholdsvis nemt kunne bryde en sammenklemt dør op med kraftigt specialværktøj, så jo, det var en lærerig oplevelse, for Open-By-Night-gæsterne, der flokkedes i Bredgade og Kirkegade, hvor Fyns Gourmetkød fristede med burgere og ribbensandwich og handelsstandsforeningen med skummende fadøl, mens en duo spillede hits fra dengang farfar var ung.
I Bredgade kunne vi købe pølser, få smagsprøver på cheesecakes serveret af 50’er look-a-like-bakii-cakes-indehavere, og rom fra Vinum eller grillstegte pølser. Andre sagde ja til en tommestok fra Totalbanken, købte bøger og cremer ved hoghandlen, legetøj fra EK salg og shorts hos Din Tøjmand og sådan kunne man blive ved.
Nævnes skal også, at det var en Open By Night, hvor der blev sparket dæk sådan for alvor. På nye biler fra Thybo i Bred og Gustav Christensen fra Assens, ældre modeller fra Skodamuseet og aldersstegne knallerter fra Fyns Veteran Knallertklub.