Nyt i Aarup: Juletræstænding på det nye torv ved Industrien

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Med udvidelsen af Sanggaards Plads overfor Kulturhuset Industrien har Aarup i realiteten fået et nyt torv, hvor mange mennesker kan mødes og sød musik opstå. 

Og det er en mulighed, som Aarup Handelsstandsforening har taget til sig. 

– Årets juletræstænding vil foregår fra det nye torv, for vi så jo i forbindelse med medborgerdagene, at der kan være mange mennesker på pladsen, siger Mette Krag,  Meny-købmand og kasserer i handelsstandsforeningen.

– Vi pynter pladsen op til jul, og det bliver også her, julemanden vil dele godteposer ud til børnene, siger Mette Krag.

Med juletræstænding på Sanggaards Plads dropper handelsstandsforeningen byens andet juletræ på pladsen foran Nybolig. 

Også på anden vise vil handelsstandsforeningen spare på strømmen. 

– Vi forsyner julebelysningen med timere, så lamperne kun vil være tændt om morgenen og om aftenen, fortæller Mette Krag.

Handelsstandsforeningen ser dog ingen grund til helt at droppe julebelysningen. 

– Vi trænger til lys i den mørke tid – og det sagt uden at blive for hellig. Endelig er det sådan, at vi for et par år siden investerede i LED-lys, og det betød, at vores udgifter til strøm faldt til næsten ingen ting, siger Mette Krag. 

Del denne historie på: