Nye møllersvende ved, hvad de vil med Aarup Mølle – og så alligevel ikke
Aarup Mølle får hjemmeside, en støtteforening, og så skal sokkel og mur renoveres, mens træværket skal males.
Siden 1894 har Aarup Mølle knejset fra sin plads på Møllebakken. Råd og ælde kunne have taget livet af den, for den har ikke været i brug i 65 år, men lokale kræfter forankret i Sct. Georgs Gildet Aarup og Aarup Lokalhistoriske Forening og Arkiv ville bevare den, hvad der takket være flere bekostelige renoveringsprojektet er lykkedes. I 2023 fik Aarup Mølle fx en ny omgang, også kaldet galleri, som kostede den nette sum af 350.000 kroner.
De senere år er der stødt endnu en udfordring til, nemlig at de fleste bestyrelsesmedlemmer i den selvejende institution ‘Fonden til Bevarelse af Aarup Mølle’, som ejer og driver Aarup Mølle, enten kan skue den dag de fylder 80 eller 90 år.
Nye, yngre kræfter kom til
Foryngelsesprocessen begyndte for et års tid siden, da Kai Egede Jensen, som pudsigt nok bor i den tidligere Faurskov Mølle, sagde ja til at blive formand, og han er ikke fyldt 70, selv om den dag nærmer sig.
Det første, han satte sig for, var at skaffe yngre kræfter til bestyrelsen, og det er lykkedes med bravur, idet fire personer, som alle er mindst en generation yngre end de afgående bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlem Johannes Jacobsen, Ørsted sikrer som alderspræsident kontinuiteten til den gamle bestyrelse.
Møllen er Aarups vartegn
– Vi er enige om, at Aarup Mølle er værd at bevare. Den er simpelthen byens vartegn, og mange er glade for, at den bliver lyst op, så den også kan ses, når det er nat, siger Kai Egede Jensen.
Støtteforening på vej
Derfor tror og håber den nye bestyrelse også, at mange vil melde sig ind i en støtteforening, som er i støbeskeen.
– Vi får et mindre tilskud fra Assens Kommune på 25.000 kroner om året, hvor de 20.000 kroner går til forsikringer. Så vi er nødt til at skaffe midler til driften. Her kan en støtteforening gøre gavn, siger Kai, som tænker og håber, at mange har det med Aarup Mølle, som han har det med Kerte Forsamlingshus.
– Det er ikke fordi, jeg egentlig bruger forsamlingshuset, men jeg betaler gladelig det årlige kontingent på 250 kroner, siger Kai.
Håndværktøj skal væk
Den nye bestyrelse har også besluttet, at den vil have en hjemmeside til kommunikation med omverden.
– Vi har også besluttet at skille os af med en del af det håndværktøj, som Møllen har fået gennem årene, siger Kai.
– Møllen skal ikke være museum for gamle danske håndværk. Det fylder for meget og skygger for, at man kan se møllens interiør ordentligt, siger Kai.
Bestyrelsen har dog ikke tænkt sig at smide værktøjssamlingen på lossepladsen, men håber at finde en interesseret modtager.
Oprydning nødvendig
Oprydning er en anden presserende opgave, som bestyrelsen har taget hul på.
Og så presser en del vedligeholdelsesarbejder sig på, bl.a. maling af det øverste træværk, og det bliver ikke helt billigt, for arbejdet skal udføres fra en lift.
Helt sikkert er det også, at granitstenssokkelen og murværket trænger til en omfattende renovering.
Vedligeholdelse for 200.000 kroner
Efter at have indhentet tilbud vil disse arbejder løbe op i en udgift på ca. 200.000 kroner.
Når det gælder udgifter i den størrelsesorden, er det nødvendigt at finde en eller flere fonde til finansiering af projektet. Det vil en støtteforening ikke kunne magte.
– Jeg har haft kontakt til møllerfonde, som er villige til at give det nødvendige tilskud, så nu skal jeg blot få lavet ansøgningen, siger Kai.
Den nye bestyrelse har således ikke ligget på den lade side, men alligevel siger Kai:
Holder fast i Møllens Dag
– Vi mangler fortsat at beslutte os for, hvad vi vil med møllen. Jo vi vil fortsat holde åbent hus på Møllens dag – den 3. søndag i juni. Men det nærmere indhold, ved vi ikke, hvad vi vil.
Ideer til formidling af møllens historie og til aktiviteter omkring møllen er velkomne. Også folk, som har skruet hænderne rigtigt på, er velkomne til at byde ind på at udføre konkrete vedligeholdelsesarbejder.
– Det tror jeg mere på end at få etableret et fast sjak, som mødes en gang om ugen, sådan som man fx har det i Aaruphallen og andre steder, siger Kai.
Hollandsk mølle
Aarup Mølle er en såkaldt hollandsk mølle, som er karakteriseret ved, at kun hatten, dvs. den øverste del er bevægelig, i modsætning til forgængeren, stubmøllen, hvor hele møllen drejede om en stub.
Aarup Mølle blev oprindelig opført på en nærliggende lokalitet, Rokkebjerg i 1875 og flyttet til sin nuværende placering i 1894. Møllen var i brug indtil 1960. I mange år lå der ved siden af møllen et bageri, som var i funktion nogle år efter møllen stoppede driftet. Bageri-bygningen blev senere revet ned.
Møllen havde brødudsalg i de omkringliggende landsbyer, bl.a. Hjerup og Ørsbjerg.




