Nye ejere af Kop & Kande:
Vi har fået en overvældende modtagelse
– Overvældende, bare overvældende, siger Sascha Larsen om den modtagelse, som hun og Ann Brauer har oplevet som indehavere af den genåbnede Kop & Kande.
– Og det var ikke kun i de tre dage med åbningssalg, at vi havde travlt. For også mandag og tirsdag (14. og 15. april, red.) kom der mange kunder.
– Så vi har haft travlt med at bestille varer, sådan at vi kan få fyldt hullerne på hylderne op, siger Ann Brauer.
Det var ikke kun tilbudsvarerne som lokkede kunder til.
– Vi har oplevet flere kunder, som havde lavet lister over de varer, de manglede – i håb om at vi ville genåbne, siger Sascha.
Når påskesalget er slut, skal de to indehavere for alvor i gang med at bestille varer hjem.
– Jeg har oplevet, at det ikke kun er de gamle kunder, som er vendt tilbage, men, at der også er kommet nye til. Så vi skal til at have sporet os ind på, hvad det er, de ønsker. Og det bliver spændende, siger Sascha.
Da Folkebladets reporter besøgte Kop & Kande onsdag formiddag 16. april, var det tilfældigvis det tidspunkt, hvor butikslærling Maria havde foræret en gave til Ann og Sascha.
– Hvad er anledningen til det, ville Folkebladets reporter vide.
– Fordi de er to fantastiske kolleger, sagde Maria.