Ny tradition: Aarup medborgerdage for 3. gang

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Dette års program er spækket med spændende, sjove og sociale aktiviteter over to dage fredag 6. september og lørdag 7. september.

Aarup vil summe af liv, musik og aktiviteter, når medborgerdagene finder sted for tredje gang den første weekend i september.

Programmet er på plads, og i planlægningsgruppen er der stor glæde over velviljen både blandt byens aktører, og blandt de frivillige kræfter.

– Vi er blevet flere i planlægningsgruppen, og det er rigtig dejligt, at vi er flere om at løfte medborgerdagene. Samtidig har vi i år oplevet, at vi kan tiltrække frivillige til afgrænsede opgaver. For eksempel har vi en gruppe, der vil stå i baren til Byens Fest, og det er vi super glade for. Flere frivillige betyder for arrangementet, at vi kan bruge flere pengene på aktiviteter og scenekunst, siger medlem af planlægningsgruppen og formand for Aarup Lokalråd Morten Ejby.

Programmet rummer et væld af aktiviteter. 

Fredag 6. september kan du slippe din spilleglæde løs, når der er fredagsbar med brætspil på Sanggaards Plads. Skal din bogorm fodres, kan du gå til bogudsalg på Biblioteket. Byens ældre medborgere kan lytte til musik, som da farfar var ung, og for byens yngste er der sodavandsdisko. 

Du kan også blive klogere på regnvandshåndteringen i Assens Kommune, prøve en af sidste års succeser linoleumstryk med Karin Harbo Jull eller få taget et smukt portræt af fotograf Sophy Lindberg.

Du kan selvfølgelig også svinge dankortet i byens forretninger, der har Open by Night. Og når du alligevel er i butikkerne, kan du hjælpe Possementen i en skattejagt med at finde deres slanger og slips, der er blevet væk.

Lørdag 7. september kan du stå tidligt op og få gratis morgenkaffe og morgenbrød, som du kan indtage, mens der er fælles morgensang. Vil du gerne vide mere om Aarup Kirke, giver præsten og organisten en rundvisning.

Du kan også gå en tur i Galleriet på Industrien, hvor Mathilde Jull og Gunvor Kappel udstiller værker.

Nåede du ikke morgensangen, eller vil du synge mere, er der endnu en mulighed for at synge – sammen – med Assens Sangkraftcenter.

Er du klar på en rask turnering, kan du dyste i petanque (tilmelding er åben), og børnene kan overvære en ægte e-sportskamp i Counterstrike – livestreamet i biografsalen

Lørdagen byder også på frokostjazz på Sanggaards Plads, ligesom du kan møde flere af byens foreninger eller gå i det kreative værksted. 

Medborgerdagene slutter med BYENS FEST i Aaruphallen. Billetter købes via Musik på Industrien.

Se hele programmet og de mange aktiviteter på facebok.com/aarupmedborgerdage. 

Del denne historie på: