Ny lokalhistorisk bog: 5560-fortællinger fra land og by

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Bogen er skrevet af Hans Walmar

I forlængelse af bogen om Aarup 1860-1980 og Erholm 1720-2020 udgivet i marts 2020 er lokalhistoriker Hans Walmar klar med opfølgeren ”5560-fortællinger fra land og by”, som er blevet til 470 sider i to bind. 

Bogen handler primært om sogne og byer rundt om Aarup By samt et kapitel om vandløb og nye fortællinger om Erholm og Frøbjerg Festspil. 

Det rige Ørsbjerg

Ørsbjerg profiterede efter alt at dømme af landbrugsreformerne i slutningen 1700-tallet. I hvert fald, fortæller Hans Walmar, var der 30 bøndergårde, som var ganske velstående. 

Ørsbjerg var den rigeste del af det område, som i dag har postnummer 5560. 

Det driftige liv i og omkring Ørsbjerg betød, at der dukkede flere håndværksvirksomheder og butikker op omkring ”Ørsbjergkrydset”. 

– Der var var vel 10-15 virksomheder, bl.a. slagter, frisør, snedker, tømrer, skrædder, karetmager og hele to hoteller, hvor det ene var et afholdshotel, fortæller Hans Walmar. 

I Kerte Sogn, som Ørsbjerg er en del af, boede der fra ca. 1900 til 1930 1200 mennesker og dermed halvt så mange som i Aarup, hvor der i samme periode boede ca. 800 indbyggere. 

Så begyndte indbyggertallet for alvor at stige i Aarup, mens det gik tilbage i Ørsbjerg. 

Når det gælder erhvervsudviklingen, havde det i Ørsbjerg karakter af afvikling, for i dag er der kun nogle få virksomheder tilbage, mens ikke en eneste gård drives som selvstændigt landbrug. 

Orte er dog den by, som har oplevet det største fald i indbyggertallet. 

– På sit højeste var der 1700 indbyggere, i dag bor der ca. 750, fortæller Hans Walmar

32 købmandsbutikker

Konsolideringen inden for butiksområdet, dvs. færre men større enheder, er ganske markant i 5560, fremgår det af bogen. 

– I mellemkrigstiden var der ca. 32 købmænd indenfor 5560-området, siger Hans Walmar.

I dag er der fire butikker i Aarup og en i Ørsted.

Der er ingen rød tråd i bogens fortællinger, for selv om generelle forhold som landbrugsreformer, konsolidering inden for butiks- og erhvervslivet har præget udviklingen i 5560, tager Hans Walmar udgangspunkt i de hyperlokale forhold, hvor udviklingen (også)  skyldes enkeltpersoners  helt konkrete virke, det være sig bønder, håndværkere, virksomhedsejere,  sognerådsformænd, foreningsledere med mere.

Hans Walmar har interviewet en lang række enkeltpersoner, hvis historie bliver genfortalt. F.eks. Mette Krag, der fortæller om Krag-familiens 100 år (2023) som købmand i Aarup og Winnie Damgaard – som i 25 år har været med i inderkredsen omkring Musik På Industrien – der fortæller om sin barn- og ungdom i  Aarup. 

Bogen er (også) tænkt som et opslagsværk, hvor man skal kunne blive klogere på alle aspekter ved et område uden at læse hele bogen.  Derfor vil enkelte forklaringer og udsagn blive gentaget i de respektive afsnit. Afsnit, som i virkeligheden kunne have været udgivet som hver sin bog.

Præsentation af 5560-fortællinger

Lørdag 28. oktober kl. 12: Erholm Fødevaremarked. 

Torsdag 2. november kl. 16: Kulturhuset Industrien, den store sal. 

Tirsdag 7. november kl. 19: Kerte Forsamlingshus.

Lørdag 11. november 

(Arkivernes Dag) Kulturhuset Industrien. 

Tirsdag 14. november kl. 19: Skydebjerg Gl. Skole.

Tirsdag 21. november kl. 19: Rørup Borgerhus: 

18. januar 2024 kl. 19: 

Orte Sognehus. 

Hans Walmar: 

5560-fortællinger fra land og by 1-2 

470 sider, rigt illustreret. 

Layout: Aase Beyer Clausen

Udgivet af Aarup Lokalhistoriske Forening og Arkiv. 

Kan købes på præsentationsmøderne, i Aarup Lokalhistoriske Arkiv i arkivets åbningstid torsdag kl. 14-16 og fra 2. november i Schreiners Bog & Ide i Aarup, Assens og Tarup Center.

Normalpris 450 kroner. Dog kun 400 kroner frem til jul i Aarup Lokalhistoriske Arkiv og på præsentationsmøderne. 

Indhold i overskrifter 

Frøbjerg Festspil og Frøbjerg Samlingshus.

Erholm og omegn.

Vandløb.

Kerte Sogn og Kerte 

Kommune.

Skydebjerg.

Rørup Sogn og Rørup 

Kommune.

Orte Sogns landsbyer.

Aarup og omegne.

Del denne historie på: