Nicolai takker for modtagelsen og giver tilbage
Takket være sponsorstøtte fra Meny Aarup kan man opleve Thomas Buttenschøn til Open By Night og Aarup Medborgerdage. Ligeledes kan man spille minigolf både fredag og lørdag.
– Jeg har fået en fin modtagelse, og det vil jeg gerne takke for ved at give tilbage til Aarup, siger Meny-købmand Nicolai Kvistgaard Sørensen, der overtog Meny pr. 1. marts, og således netop har svunget taktstokken i et halvt år.
Det gode første halvår som købmand i Aarup har fået Nicolai til at finde den store tegnebog frem, som betyder støtte af Open By Night og Aarup Medborgerdage med 35.000 kroner.
Pengene er øremærket en koncert med Thomas Buttenschøn på Sanggaards Plads fredag dem 5. september klokken 20-21.
Med på scenen er bassisten Nicolaj Lippert.
Thomas Buttenschøn bragede gennem lydmuren i 2006 med singlen ”Fantastiske Mandag”.
– Valget faldt på Thomas Buttenschøn efter at jeg havde haft en snak med arrangørerne af Aarup Medborgerdage. Kriteriet var, at det skulle være en musiker, som trak bredt, sådan at så mange som muligt vil få glæde af mit sponsorat.
Sponsorstøtten fra Meny Aarup betyder også, at man både fredag og lørdag kan spille minigolf.
– Banen bliver placeret foran Meny og har ni huller. Tanken er at holde en turnering, og når den så er slut, bliver der frit spil, siger Nicolai.
Meny sørger også for, at ingen behøver tage ma’pak’ med fredag aften.
– Vores delikatessemedarbejdere vil sælge flæskestegssandwich, som de gjorde ved den seneste open by night. Dengang fik vi udsolgt, men det sker ikke denne gang. Så alle vil kunne få sig en flæskestegssandwich denne gang, siger Nicolaj.
Ønsker man en forret – eller om man vil en efterret eller et alternativ til flæskstegen – finder Meny sin grill frem, og så vanker der hjemmelavede grillpølser med brød og dyppelse.

