Med grønt lys for koncerterer er der dømt blues på Musik På Industrien
Sahra Da Silva åbner for årets koncerter lørdag 29. januar, når hun som den første kunstner efter seneste nedlukning optræder på Musik På Industrien i Aarup.
I oktober 2020 optrådte bandet Blues Explosion på Musik På Industrien. Umiddelbart før koncerten måtte sangerinden melde fra på grund af sygdom – Sahra da Silva trådte til, og publikum blev akut forelsket i hende og hendes fantastiske stemme. Nu er Sahra da Silva tilbage i Aarup med eget band.
Huh synger med en overbevisende autoritet, uanset om musikken er klassisk soul, stemningsfuld gospel eller sofistikeret jazz – men hun er først og fremmest Danmarks blueswoman med en stemme, der får bluesmusikken til at gå endnu dybere ind.
Sahra da Silva har senest udgivet albummet #blueswoman (2020), som rummer en blanding af egne sange og fortolkninger af gamle klassikere.
For hende er blues mere en tilgang til musik end en specifik genre. Hun synger, så ingen er i tvivl om, at sangen er vigtigere end sangerinden. Hun indtager scenen med både humor og indtagende outfits, men hun overtager den aldrig, lyder det blandt anet i en pressemeddelelse fra Musik på Industrien.
Billetter kan som altid findes på hjemmesiden mpia.dk. Her kan man også se videoklip og læse yderligere om denne og forårets mange andre koncerter.