Må bruge den store tabel, når der skal laves mad til Kandis-aften

Aarup

24. februar 2022

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Selve madlavningen er dog nemmere end, når Hotel Aarup Kro skal lave mad til f.eks. 13 selskaber

Krofatter Casper Andersen kan både den lille og den store tabel. Sådan er det, når han på samme dag skal lave kunne lav mad til en familie på fire og til et selskab på 80 og mad ud af huset til 300. 

Til Kandisaftenen fredag den 25. februar får Casper brug for den store tabel – sådan for alvor – for han har solgt 650 billetter, og dermed er der 650 gæster som skal bespises, og så er der Kandis og de mange hjælpere. 

Ved almindelige selskaber siger tommelfingerreglen, at hver person spiser 200 gram kød. Men det er ikke nok til Kandisaftenen. 

– På buffeten kommer der oksetykkam og svinekam samt marinerede kyllinger. Jeg kalkulerer med, at folk spiser 130 gram oksesteg og 130 gram svinekam, for ved buffeter spiser folk mere. Men skulle der blive kød i overskud, gør det ikke noget, for det kan jeg fryse ned og bruge som pålæg, siger Casper. 

Gæsterne skal også have spidskålsalat, så Casper regner med at skulle snitte 40-45 hoveder. 

350 kilo kartofler

Menukortet fortæller også at gæsterne kan gå om bord i flødekartofler og stegte kartofler, og det kræver i omegnen af 350 kilo kartofler. 

Videre skal køkkenet lave en pæn sjat sovs, måske 50-60 liter, og så er der forret og dessert. 

På nær nogle af salaterne, hvor køkkenskriverne f.eks. kan snitte spidskål om torsdagen, bliver al maden lavet samme dag, som det kommer på buffeten. 

– Vi begynder tidligt med at sætte stege i ovnen – og når de er stegt, kommer de i en varmekasse. Det, der tager tid, er at gøre svinekammene klar og få den ridset, siger Casper Andersen. 

Han disponerer på dagen også over Aaruphallens køkken – det er jo i hallen, at Kandis spiller op til glad dans – cafeteriekøkkenet i Aarup Fritidscenter, hvor Casper er bestyrer, samt kroens og alle tre køkkener kommer i brug både til madlavning til opvask. 

Selv om Casper og Co. skal lave mad i rå mængder, er det også en forholdsvis enkel opgave i og med, at han kun skal lave mad til et selskab. 

– Se f.eks. på døren ind til køkkenet, hvor der hænger 13 sedler på mad, der skal laves til i morgen – kun to af selskaberne skal have det samme mad, så på en sådan dag skal vi måske lave 100 forskellige ting, siger Casper som sammen med Folkebladets reporter havde bænket sig i krostuen. 

50 fustager fadøl

Nu nøjes gæsterne ikke med at spise, for maden skal også skylles ned – og er der også en væskebalance at genoprette, når man svinger sig i dansen. 

– Vi har bestilt 50 fustager fasøl á 25 liter, 180 flasker hvidvin og ligeså mange rødvin – ja eller var det 250 flasker rødvin. Videre har jeg bestilt 100 kasser blandede sodavand og så går der også en del shots med videre. Og jeg tror gæsterne går til den i år – og altså mere end de forrige gange. Og det tror jeg skyldes, at folk i to år ikke har kunnet komme til de store fester, siger Casper. 

Alt i alt trækker Casper på et personale på i omegnen af 40, som er i sving fra morgenstunden, hvor den store opgave er at få stillet bordene op og få dem dækket. 

Del denne historie på: