Loppemarked hitter hos Folkekirkens Nødhjælp i Aarup
Fortsat gratis stadepladser at få
– Vi ville prøve noget nyt – noget, som kunne lokke flere ind i vores butik og måske give lyst til at blive frivillig. Det siger frivillig i Folkekirkens Nødhjælps butik i Aarup, Jean Eckert.
Det nye er et loppemarked på parkeringspladsen ved butikken, der holder til på Indre Ringvej 7 i Aarup. Loppemarkedet holdes lørdag 15. juni klokken 10-15, hvor butikken også vil holde åben.
Butikken har ikke mulighed for at opkræve stadeplads, så det er ganske gratis at få sådan en plads.
– Man skal selv have bord med, men man er også velkommen til at parkere sin bil og sælge fra bagagerummet, som man ser ved bagklapmarkederne.
Interessen har været stor, efter et opslag på butikkens fb-side og flyers ophængt i butikken har 21 bedt om plads.
– Ja, det er helt vildt, så stærkt det er gået, sagde Jean, som Folkebladet talte med tirsdag 28. maj.
To parkeringspladser udgør en stadeplads, og det giver ca. 30 stadepladser, hvorfra stadeholderne kan sælge, hvad de måtte have lyst til.
Folkekirkens Nødhjælp frister på dagen med, at børn kan få en trækketur på et æsel og få lov til at snakke med og ae en kælekanin.
Endelig vil Folkekirkens Nødhjælp introducere nyskabelsen, et byt en bog-skab, altså et skab, hvor man mod at aflevere en bog eller flere bøger kvit og frit kan tage et tilsvarende antal bøger med sig.
Folk, som måtte være interesseret i at få en stadeplads, kan få det via butikkens FB-side eller ved at henvende sig til butikspersonalet i butikkens åbningstid. Her kan man også melde sin interesse for at blive en del af den frivillige stab, som lige nu udgøres af 23 frivillige.