Loppefund på Possementen

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

– Det er ikke sikkert, at de alle kan skrive. Blækket kan være tørret ud, for jeg har samlet på dem længe, sagde den – må man konkludere – ærlige kræmmer Keld Egidiussen, da Folkebladets reporter spurgte til kassen med kuglepenne, der kunne fås for 1 kroner stykket. Noget af et tilbud, må man vel sige. 

– Ja, der kan godt være noget for samlere, mente Keld. 

Folkebladets reporter var enige, for han havde i sine godt 20 år som journalist stødte på mindst en passioneret kuglepennesamler. 

Det troede Keld på, for som han sagde, der er ikke den ting, som man ikke kan samle på. 

Der var da i øvrigt også et skønsomt udvalg af blade, tøj, stigegolfsæt, cykelhjelm, helt gratis tøj med meget mere ved loppemarkedet hos Possementen. 

– Vi ville gerne have haft en plads ved denne weekends kræmmermarked i Aaruphallen, men der var venteliste, og så besluttede vi os sgu for at lave et hernede, forklarede possementformand Henrich Svendsen. 

Foreningen Possementen holder til i den tidligere possementfabrik ud til p-pladsen nord for Aarup Station.

Foreningen har fået et væld af donationer af værktøj, klædestof med meget mere. Nogle af foræringerne, skønner de frivillige i foreningen, vil ikke kunne finde anvendelse i de værksteder, der er ved at blive etableret. Og de ting søgte foreningen så at skyde af på loppemarkedet lørdag og søndag. 

Del denne historie på: