Lions satser på banko 2. oktober
Aarup
Søndag 2. oktober satser Lions Vissenbjerg/Aarup på at være tilbage med det årlige bankospil, som måtte aflyses både i 2021 og i foråret 2022 på grund af Corona.
Detaljerne er ikke på plads endnu, men det ligger dog fast, at det på vanlig vis bliver i Aaruphallen, at spillet skal stå.
Netop i disse dage er Lions-medlemmerne ude at opsøge de mange sponsorer, som tidligere har støttet med præmier.
Overskuddet går som altid, når Lions arrangerer, til velgørenhed, og i år er der bestemt ikke mindre brug for hjælp i forbindelse med såvel naturkatastrofer som krig.
– Der er således ydet en stor hjælp fra Lions i Danmark til ukrainske flygtninge, som er strandet i østeuropæiske lande i deres flugt fra krigen. Der er for eksempel givet 100.000 euro til diabetesmedicin, som pludselig manglede til lejrene i Polen, fortæller Torben Nielsen fra den lokale klub.
Inden for landets grænser støtter Lions et forskningsprojekt, som skal bringe klarhed over, hvordan børn påvirkes af forældres psykiske sygdom.
Der er kort sagt bud om hjælpen derude, så de lokale løver i Vissenbjerg/Aarup håber på velvillig støtte fra såvel sponsorer som deltagere i det, der i mange år har været Vestfyns største bankospil, 2. oktober.