Lego, blomster, gavekort, vin og en krammer fra Gunner, da Poul og Mette takkede af som købmandspar
Kunder, der står på nakken af hinanden, har Mette Krag oplevet mange gange i de 40 år, hun har været købmand i Aarup, men torsdag eftermiddag skyldtes menneskemylderet ikke knaldtilbud på kaffe og flæskesteg, men manges ønske om at sige farvel og tak til Mette Krag og Poul Kartman, inden de skulle overlade styrepinden til Nicolai Kvistgaard Sørensen, som tog over 1. marts.
– Det var en meget rørende eftermiddag, og det er altid rart at høre, at man vil blive savnet – og ja, så fik jeg en kæmpe krammer af Gunner fra Lindebjerg, fortæller Mette Krag.
– Mange af vore gamle kunder kom forbi og fortalte historier fra gamle dage, så vi fik genopfrisket mange minder, siger Mette.
– Vi fik også mange gaver som vin og blomster. Mange gaver var rigtigt opfindsomme som bøger med opgaver og legoklodser, så vi har noget at bruge tiden på som pensionister.
Mette og Poul fik også mange gavekort til restaurantbesøg.
– Vi skal ud at spise både lokalt og i den store verden.
Så vi har nok at tage os til det første stykke tid, sagde en meget glad Mette.