Kulturhuset Industrien: Kendt ægtepar holder 100 årsjubilæum med forsinkelse

Aarup

27. januar 2022

Koncert med Keld & Hilda fredag den 4. februar 

Et af Danmarks mest berømte ægtepar Keld og Hilda Heick kunne i 2021 fejre et bemærkelsesværdigt 100 års jubilæum. Det var nemligdet 60 år siden, at Keld Heick fik sin debut og 40 år siden, at Hilda første gang optrådte offentligt med Keld. 

Med et års forsinkelse, selvfølgelig på grund af orona, er det endelig lykkedes at komme ud i Danmark med det musikalske show, som du kan opleves fredag den 4. februar i Kulturhuset Industrien i Aarup.

– Keld & Hilda har allieret sig med én af Danmarks dygtigste akkompagnatører Mickey Pless og præsenterer et vaskeægte 100 års jubilæums program med evergreens og anekdoter, fortæller Bjarne Hansen på vegne af arrangøren Musik på Industrien. 

Publikum kan glæde sig til en musikalsk tour de force gennem Keld & Hildas lange karriere med  pigtrådstoner tilbage til tiden, hvor Keld bl.a. blev Danmarksmester i pigtråd i 1965. Publikum får også historien om, hvordan der gik ”gadekær i pigtråden”, og hvordan Keld & The Donkeys skrev dansk musikhistorie og formåede at fusionere pigtråd med schlager-musik. Det resulterede bl.a. i hits som” Ved landsbyens gadekær”, ”Ganløse Vanløse” og ”Jeg ringer på fredag”. For sjov medvirkede Hilda på indspilningen af Keld & The Donkeys hittet ”Do You Speak English”. 

– Det blev en kæmpe-succes og arrangører begyndte at efterspørge, om Hilda måske kom med og sang ”Do You Speak English”. Det nægtede Hilda kategorisk, men efter fem års forsøg, lykkedes det Keld at overtale Hilda og 6. februar 1981 stod Keld & Hilda på scenen for første gang. Hvordan debut’en forløb, skal vi ikke afsløre. Det vil Hilda fortælle, men lad os røbe, at det ikke var en let start, lyder det fra Bjarne Hansen. 

I det musikalske program vil Keld & Hilda også fortælle gode historier og pudsigheder fra et langt liv på landevejen som underholdere. Alt i alt venter der publikum en fornøjelig musikalsk stund sammen med Keld & Hilda i et forfriskende show sammen med Mickey Pless.

Billetter kan som altid findes på mpia.dk der er Musik På Industriens hjemmeside. Resterende billetter kan købes ved indgangen. 

Del denne historie på: