Korkoncert i Industrien – med julestemningsgaranti
Onsdag den 4. december klokken 19.30
Juletiden er glade og forventningsfulde børn, masser af æbleskiver, gløgg af varierende kvalitet, men også stress og jag, så mange af os vakler mellem at fyldes med juleglæde eller med dårligt humør, som kun bliver værre, i takt med at overtrækket på lønkontoen bare stiger dag for dag.
Så er det godt, vi har Vestfynskoret, som vil gøre en indsats for, at vi kan lade os overmande af den gode julestemning.
Det sker onsdag d. 4. december klokken 19.30 i Kulturhuset Industrien, Aarup, hvor Vestfynskoret vil synge en buket af julesange, ligesom publikum inviteres til at synge med på nogle af de mange kendte julesange. Lidt godt til ganen bliver der også, da der serveres kaffe med småkager. Kort sagt rigtig julehygge.
Vestfynskoret, som ledes af Jesper Frovin Jensen, består af ca. 30 sangglade medlemmer. Koret optræder for det meste lokalt i de vestfynske kirker eller i forsamlingshuse, og koret synger et bredt repertoire, som spænder fra kirkemusik til sange og viser.
Entreen til koncerten er 50 kroner, som også dækker kaffe med småkager.
– Så mød op til en dejlig aften med stemningsfuld julemusik og fællessang, lyder opfordringen fra Vestfynskoret.