Koppelfamilien har dybe Aarup-rødder
Koppel-familien har som ingen anden dansk familie præget dansk musikliv.
Det begyndte med pianisten og komponisten Herman D. Koppel og lillebroren violinisten Julius Koppel, som fra slutningen af 1920’erne begyndte at udfolde deres musikalske talenter.
Så fulgte i næste generation bl.a. Lone, Thomas og Anders Koppel, der vel især er kendt for at stifte rockbandet Savage Rose.
I tredje generation finder man Maria Carmen Koppel, f. 1971 og Benjamin Koppel, f. 1974, som i øvrigt begge har givet koncert i på Industrien, hhv. 2014 og 2023.
Jazzmusikeren Benjamin Koppel bragede sidste år igennem den litterære lydmur med debutromanen Annas Sang, hvor Benjamin Koppel fandt inspirationen i sin gamle tante Annas dramatiske liv. Men også generelt i familiehistorien, som de jødiske oldeforældre Isak og Manjas flugt fra Polen til København i 1907, og bedsteforældrene, der flygtede til Sverige i oktober 1943 samt i familiens store kærlighed og interesse for kunst og især musik.
Romanen Annas Sang
Debutromanen omtales flere steder som en jødiske familiekrønike, og det er der noget om.
Gyldendal, som har udgivet romanen, citerer Benjamin for at sige: ”På trods af, at det er flere generationer siden, at familien overhovedet var religiøs, så spiller både den jødiske kulturarv og den jødiske humor i høj grad ind i de efterfølgende generationer. Det store drama, passionen, sammenholdet, traditionerne og de store, livlige familiefester stammer i vores familie også fra de jødiske forfædres måde at være familie på (Q&A med Benjamin Koppel om hans roman ANNAS SANG).
Endelig fremhæver Benjamin musikkens store betydning.
På dacapo-records.dk kan man læse om Herman D. Koppel:
”Herman D. Koppel (1908-98) var en af det 20. århundredes største danske musikpersonligheder. Myrefittig som komponist, pianist og pædagog, og stamfar til et musikdynasti, der er blevet en dansk pendant til slægten Bach i Tyskland”.
Giftede sig med ikke-
jødiske danske kvinder
Det var Julius som – til morens store ærgrelse – forelskede sig i sin studiekammerat, violinisten Else Marie – som senere førte til, at Herman mødte Edel Vibeke, som han så fandt sammen med.
Samme historie kan i øvrigt fortælles om alle fire Koppelbrødre og således også om Simon og Adolf Koppel, der mødte ikke-jødiske danske kvinder og ligeledes trodsede morens forsøg på at få stablet arrangerede ægteskaber på benene.
Edel Vibeke har ikke sat sig mange elektroniske spor, i kvindebiografisk leksikon omtales hun som cand.phil i opslaget om datteren Lone Koppel.
Else-Marie Koppel, f. 1911, får derimod fyldig omtale i dette leksikon. Hun begyndte tidligt at spille violin og havde let ved det. For at udvikle sit talent søgte hun til København og blev – 17 år gammel – optaget på musikkonservatoriet i 1928. I 1936 blev hun ansat i Det Kgl. Kapel, hvor Julius også havde sæde. De kom til at køre et tæt parløb de næste mange år. Således satte de ved samme pult i kapellet frem til 1979 og i næsten lige så lang tid spillede de sammen i Koppel-Kvartetten. Endelig skal det nævnes, at ægteparret i 25 år deltog i de årlige kammermusikdage på Hindsgavl Slot.
Skræddermesterparret Jørgen og Johanne Clausen-Bruuns blev begravet på Aarups kirkegård. Stenen står der fortsat, nemlig ud til en gang tæt ved Sognehuset.
Polsk-jødisk familie????
Googler man Koppel popper Wikipedia op med overskriften Koppel (polsk-jødisk familie).
Men er det nu virkelig den sande historie? Det er i al fald ikke den fulde sandhed, for Koppelfamilien har nemlig dybe rødder i Aarup, nærmere bestemt til Jørgen Clausen Bruun (f. 1876, d. 1936), der var skræddermester med værksted i Bredgade 51-53 (lagt sammen i 1965) og dennes kone, Johanne Katrine Marie Thiesen (f. 1876, d. 1944).
De fik to døtre, Edel Vibeke Clausen Bruun (f. 1909, d. 1976) og Else-Marie Clausen Bruun (f. 1911 – 2007).
De to søstre mødte – og giftede sig med – to musikalske brødre Herman David Koppel (f. 1908, d. 1998) og Julius Koppel (f. 1910, d. 2005).