Kom til bogreception og få fif til vægttab i overgangsalderen

Aarup

Af Lise Wolf –

lw@folikebladet.net

Gitte Boesen er specialist i vægttab og vant til at rådgive mennesker om, hvordan man en gang for alle slipper af med de overflødige kilo. Nu har hun udgivet en bog om sit speciale – vægttab i overgangsalderen

Januar er vel slankekurenes måned nummer ét. Efter decembers vellevned er det tid til nytårsforsæt, og for mange er et af dem en ny og sundere levevis. Så her rammer Gitte Boesen ganske sikkert plet, når hun lørdag 4. januar byder til bogreception i Aaruphallen i Skolegade klokken 13 i anledning af bogen “Vægttab i og omkring overgangsalderen”.

15 procent af os kvinder kommer gennem overgangsalderen uden at mærke noget videre til den. Men langt størstedelen, generes af hedeture, søvnbesvær, hukommelsesproblemer, vægtproblemer, hovedpine og meget andet, når hormonbalancen ændres, og produktionen af blandet andet det kvindelige kønshormon østrogen daler.

– Hvis vi ikke gør noget, tager de fleste af os tre-otte kilo på, og der sker en omfordeling af fedtet på kroppen. Det, der før satte sig på balderne, sætter sig nu på maven, siger Gitte Boesen, der har en master i public health og har specialiseret sig i kvinders sundhed og ikke mindst i at hjælpe kvinder i overgangsalderen. På Møllebakken i Aarup driver hun sin virksomhed som vægttabsrådgiver og vanecoach. Her tilbydes skræddersyede forløb både individuelt og i grupper.

Slås man også med uhensigtsmæssige mønstre, såsom trøstespisning eller hyggespisning, ryger der nemt flere kilo på, og selv om det gælder for alle, at man taber sig, hvis man indtager færre kalorier end man forbrænder, fordi man så tærer på kroppens fedtressourcer, så er det ikke helt den samme tilgang, man skal have til slankekure. Mens en 20-årig bare kan hoppe på en skrap kur og tabe sig, så forholder det sig ikke helt ligesådan, hvis man er i eller tæt på overgangsalderen.

– Når du nærmer dig overgangsalderen påvirker det din appetit og indvirker på din forbrænding og samtidig rammes du måske af symptomer, der påvirker vægten, forklarer Gitte Boesen. Og symptomer er der mange af.

Bogen præsenter en liste over de 23 mest hyppige symptomer, og hvad man kan gøre ved dem.

  overgangsalderen er det ikke særligt hensigtsmæssigt at hoppe på en skrap kur. Kroppen er presset i forvejen, østrogenniveuet falder, kroppen har forsimplet forklaret mindre at reducere stress med. Det bliver ikke bare hårdt, symptomerne forværres. Kroppen skal forberedes endnu mere. Derfor giver bogen den hensigtsmæssige tilgang. Nogle fødevarer forværrer overgangsalderens symptomer, andre har en positiv indvirkning og gør vægttab lettere. Men det handler stadig om 

at spise mindre, forklarer Gitte Boesen.

Før udgivelsen: Flere bøger er bestilt

Gitte Boesen er det, der hedder selvudgiver af bogen. Der er altså ikke et forlag i ryggen, der tager sig af alt det praktiske, så hun og hendes assistent har i disse dage travlt med pakning og forsendelse af bøger. Der er i første omgang trykt 500 eksemplarer, og hun har allerede flere uger før bogen udkommer bestilt en ny portion.

– Du laver også forløb for kvinder med overvægt og især kvinder i overgangsalderen, er du ikke bange for at tage brødet ud af munden på dig selv med bogen?

– Nej, nogle vil kunne “nøjes” med bogen, når man køber den, får man adgang til en digital workshop og til et opskriftunivers, men nogle vil også have brug for et forløb på bagkant, siger Gitte Boesen, der også har planer om næste efterår at følge op med foredrag rundt omkring i landet.

– Nogle kvinder har gennem livet fået indarbejdet nogle uhensigtsmæssige spisemønstre. De spiser på følelserne. Nogle spiser mere i forbindelse med positive følelser, andre spise mere, hvis de er påvirket af rastløshed, stress eller er kede af det. Nogle i begge tilfælde. Det kan en bog aldrig alene afhjælpe, forklarer hun.

Arrangementet i Aaruphallen varer et par timer og i løbet af dem, får deltagerne et oplæg om vægttab i overgangsalderen og de tre vigtigste elementer i den forbindelse, der bliver også mulighed for at stille spørgsmål og til at smage på smagsprøver fra vægttabskøkkenet hertil har Gitte Boesen fået hjælp af Ann Sofie Steenhof, som også vil være til stede.

Er man ved arrangementets afslutning blevet fristet til at gå videre på egen hånd, er der mulighed for at købe et signeret eksemplar af bogen.

Gitte Boesen driver en vægttabsklinik på Møllebakken med tilhørende træningsstudio. Hun har en master i public Health med speciale i netop kvinders sundhed. 

Del denne historie på: