Klokholm Automobiler åbner skadecenter i Aarup
Indehaver Per Poulsen forventer at beskæftige to fuldtidsansatte i det nye center
Arbejdet med at rette buler ud på biler – der har været for tæt på en modkørende bil eller et autoværn – og hvad der i øvrigt hører med til skadearbejde, var kun en mindre del af Klokholm Automobilers virke indtil overtagelsen af Jan Lund Biler i Aarup i begyndelsen af 2022.
Siden er det gået stærkt – antallet af biler, som skal fikses efter en skade – er vokset med flere hundrede procent.
Det har indehaveren Per Poulsen taget konsekvensen af.
– Vi har indrettet et helt nyt skadecenter i det tidligere PAVA-center på Snedkervænget, som vi har lukket. Hallen har vi indrettet med seks nye lifte, mens vi i et mindre lokale kan foretage sporing af hjul og dæk samt kalibrere frontruder.
Vi har også købt helt nyt udstyr, så vi også kan håndtere aluminium, som der er en del af i mange el-biler.
I skadecentret møder man Henrik Vilstrup, der er karosseritekniker (plade-
smed).
Da han begyndte hos Klokholm Automobiler, arbejdede han i et lille hjørne i autoværkstedet, hvilket på ingen måder var ideelle forhold. Det har han fået nu, og han fortæller, at det fremover kun vil tage 5-7 minutter for sporingsudstyret at finde frem til, hvor han skal skrue – sådan at hjul og dæk sidder, som de skal og dermed minimerer slitagen på dækkene.
Per Poulsen forventer at den vækst, som han har oplevet med skadevirksomheden, vil fortsætte, sådan at han kan have to mand fuldtidsbeskæftiget i skadecenteret.
I skadecenteret er det i al væsentlighed forsikringsskader, som udbedres. Klokholm Automobiler er godkendt til det.
Når Per Poulsen forventer, at væksten i skadecenteret vil fortsætte, skyldes det ikke kun, at det i det hele taget går godt for Klokholm Automobiler, det være sig værkstedsarbejde og salg af brugtbiler.
Elbiler giver mere arbejde
Det skyldes også generelle forhold.
– Bilparken vokser år for år, siger Per.
– Ja, og elbiler og biler i det hele taget får mere elektronik, som kræver mere arbejde. I dag kan man ikke bare udskifte en frontrude, for der sidder kamera i ruden og der er andre sensorer, som alle skal kalibreres, fortæller Tommy Hestehauge, der har køb og salg som sit hovedområde hos Klokholm Automobiler.
– Hjulene og dækkene på elbiler er større, som gør at sporing af hjul og dæk bliver vigtigere, hvis bilen skal køre optimalt, siger Tommy.
Endelig gælder, at elbiler alt andet lige får flere skader end benzin- og dieselbiler.
– Jeg ved ikke hvorfor, men statistikken viser, at de gør det, siger Tommy.
Åbent hus fredag 6. december
Fredag 6. december klokken 14-17 holder Per Poulsen åbent hus i det nye skadecenter, som deler adresse med AutoMester E+ på Snedkervænget 1, Aarup.
Ud over et kig ind i skadecenteret og en snak med medarbejderne kan må få en pølse og en drik.