Julehygge for store og små ved Meny-siloen
Søndag 23. november byder også på juletræstænding på Sanggaards Plads
”Rør blok ikke ved min gamle jul” lyder en verselinje i Peter Fabers julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Han havde luret, at vi danskere er glade for traditioner, så det var ikke uden risiko for ingen trængsel og masser af alarmerende vredesudbrud, at Aarup Handelsstandsforening sidste år droppede den traditionsrige juletræstænding fredag aften før 1. advent for i stedet at holde julehygge i og ved Menys store silo en søndag eftermiddag.
Sådan gik det heldigvis ikke.
– Det blev en kæmpesucces med masser af glade børn og voksne, som virkelig råhyggede på pladsen. Det gik ufattelig godt, så vi gentager succesen i år, fortæller handelsstandsformand Henrik Wichmann.
Arrangementet foregår i og ved den store silo bag Meny, nemlig søndag den 23. november klokken 14 til 16.30.
Kreativt som bare pokker
Børnene og deres voksne får op til flere chancer for at vise, at de er fingersnilde og kreative, for de kan – så længe lager haves – pynte et honninghjerte eller et julehjerte. Og de kan lave en juledekoration efter alle kunstens regler. Endelig kan man få chancen for at lave en smart ølkasse. Følger der så også øl med, nej, det gør der ikke. Men øl med megen smag og styrke behøver man til gengæld ikke gå mange skridt efter, for Meny har et større udvalg af øl med og uden alkohol.
Børnene kan også møde kreative voksne, som tilbyder ansigtsmaling, så børn, der måtte ønske at ligne en kat eller spiderman eller en prins, måske en prinsesse, skal blot stille sig op i køen. Og hvad så med bedstefar? Kan han blive malet 15 år yngre. Ja, det tror vi og kan kun opfordre mænd med ønsker om et nyt og yngre udseende til at stille sig op i køen.
Mums til de lækkersultne
Kø bliver der også i og ved siloen, for det er her, man kan få stillet lækkersulten med æbleskiver, gløgg og risengrød. Mums.
Selveste julemanden med kone bidrager også til løjerne ved at uddele godteposer til de mange børn, som – håber arrangøren – vil myldre rundt på pladsen.
Magisk juletræstænding
Julehygge-arrangementet slutter omkring klokken 16.30 men kun for at fortsætte. For nu handler det om, at det knejsende juletræ på Sanggaards Plads skal tændes. Derfor går vi i samlet flok op til pladsen, hvor julemand og julekone med et slag tænder samtlige lys på træet – de har nemlig forstand på magi, de kære, gamle mennesker.
Vi begyndte denne artikel med en verslinje forfattet af Peter Faber og slutter af med en anden fra hans hånd, nemlig ”julen varer længe, koster mange penge”. Så sandt, som det er skrevet. Så julehyggearrangementet er kun kommet i stand takket være sponsorstøtte fra SH Anlægsservice, Sparekassen Danmark og Folkebladet.


